Robert B. Parker: En æressag. Oversat af Lilian Cipikoff efter “Family Honor” (1999). Holkenfeldt 2000. 232 s. 285 kr.

Sunny Randall er en gæv, effektiv kvinde på 35 år. Hun er af en politifamilie, men har efter en kort karriere i korpset valgt at ernære sig som privatdetektiv i Boston. Sunny engageres til at finde den rige families bortløbne 15-årige datter. Det gør hun, men datteren var ikke synderlig savnet, og hjem vil hun bestemt ikke. Sunnys opgave bliver så at finde årsagen til, at pigen stak af - og at etablere en mulig fremtid for hende. Det hele har naturligvis en barsk baggrund, og Sunny trækker flittigt (med betænkeligheder, som hun dog hurtigt overvinder) på sine kontakter til underverdenen, bl.a. hendes tidligere ægtemand. Også Sunnys ven Spike - restauratør, karatemester og bøsse - yder effektiv bistand. De ansvarlige gangstere kommer til kort, og flere af dem likvideres effektivt af de overordnede gudfædre.

Altså ikke nogen rar historie. Den er imidlertid skrevet med vid og overskud, der er god efterforskning og et godt plot. Slutningen er nok for lovende, men ellers er det fair nutids-krimi, vel værd at fordrive nogle timer med.

Parker er professionel forfatter. Han er med rette berømt for sine ca. 25 romaner om privatdetektiven Spenser (syv bind er udgivet på dansk). I de senere år har han søgt at etablere andre hovedpersoner - den foreliggende bog er et eksempel på det. Der er tale om ikke alt for hårdkogte krimier med et fast mønster, der viser sig f. eks. når detektiven henter sin nærmeste ven fra en ugleset minoritetsgruppe. Lidt nyt er det måske, at politifolkene skildres positivt - den kriminalmand, der “har sagen” er ikke en afstumpet, knippelsvingende panser, men en intelligent, hæderlig tjenestemand (og for Sunny naturligvis hastigt en adræt, tilfredsstillende elsker). Det øvrige stof er fællesgods. Historien om barnet, der flygter fra det korrupte over-klassemiljø, er en klassiker, og måden at servere den på er efterhånden også indarbejdet. Kendte man ikke på forhånd forfatternavnet, kunne man have gættet på adskillige andre: Loren D. Estleman, Sue Grafton, Linda Barnes (omend hendes plots på det seneste er mere overraskende) eller Sara Paretsky (en dag, hun havde oppet sig).

Parkers fingeraftryk er således ikke originaliteten. Til gengæld borger navnet her som før for gedigen underholdning, der ikke forstyrrer læseren med efterfølgende anfægtelser og nag - bortset måske fra den sympatiserende skildring af symbiosen mellem “the good guys” og mafiaen.