Eliot Pattison: Mantra. Oversat af Mich Vraa efter “Skull Mantra” (1999). Høst & Søn 2000. 407 sider, 298 kr.

Shan Tao Yun har haft en høj stilling i økonomiministeriet i Peking. Han kom imidlertid for tæt på korruption i styrets top, og han er nu anbragt i en beskidt koncentrationslejr i Tibet blandt buddhistmunke og andre dissidenter. Hans respekt for de tyste, asketiske medfanger er stigende, hans desillusionerede resignation vedrørende den kommunistiske besættelse total. Shan er oprørt over den kinesiske udbytning. Rødgardisternes skamløse destruktion af århundredegamle kulturminder er afløst af bjergsom beslaglæggelse af værdifulde kultgen-stande. Og nu ryddes arenaen til glæde for en spirende turistindustri: De plyndrede ældgamle helligdomme for at kunne bygge nye og forlorne, ødelagde antikviteter for at betale for kulisser, hvor der kunne afvikles buddhistiske gøglershows.

Fangerne skal under barske forhold bygge en vej i bjergene. En morgen finder de på byggepladsen et hovedløst lig, klædt i vestligt tøj. Sagen er prekær - munkene nægter at arbejde på stedet, før en religiøs renselsesceremoni er gennemført, og sådan en kan kineserne naturligvis ikke tillade. Der ventes imidlertid amerikanske turister til området, så distriktets chef, den kuldslåede oberst Tan, kan ikke risikere en massakre på de strejkende, så lidt som han kan leve med et skandaløst, uopklaret mord. Da distriktsanklageren er bortrejst på ferie, sætter Tan straffefangen Shan til et gennemføre en efterforskning - og forsyner ham også med den politisk korrekte løsning: Der er allerede arresteret en prominent munk fra en oppositionel gruppe. Tre af gruppens fem medlemmer er tidligere henrettet for mord på højtstående kinesiske embedsmænd.

Shan insisterer imidlertid på sin undersøgelse. Han skal klare tidspresset - det rette svar skal findes, før amerikanerne kommer og før den fængslede munk dødsdømmes i en hastig skueproces. Han skal overbevise Tan, og han skal i den sammenhæng manøvrere behændigt på tværs af farlige spændinger mellem de kinesiske ledere, til dels en generationsmodsætning mellem folkene fra den lange march og en ny tids profitorienterede pampere. Og Shan skal navnlig forstå det komplicerede spil mellem den gamle tibetanske kultur og den rå besættelsesmagt.

Det kræver plads at skildre munkenes tankeverden. En buddhistisk præst i koncentra-tionslejren siger:

“Den verdslige verdens problemer? De kommer og går. Der har altid været lidelse. Der har altid været invasioner. Mongoler. Kinesere. Mange gange. Selv englænderne. Inva-sioner bliver overstået. De påvirker ikke vores lykkelige skæbne”.

“Lykkelige skæbne?” spurgte Shan med en stemme, der knækkede over af sinds-bevægelse.

Trinle virkede overrasket. “At få lov til at tilbringe denne inkarnation i vores hellige land. Vores folks lidelser er uden betydning …”.

Skildringen af buddhismens tibetanske variant er fascinerende. I det efterfølgende, gustne overlæg havde man dog gerne set lidt om “folkets lidelser” før Kinas erobring af Tibet - mange, mange mennesker har måttet arbejde dobbelt for at finansiere præsters og munkes meditation i de talløse klostre. Det kan ikke have været blot så blidt og melankolsk, som Pattison forudsætter. Der er noget vigtigt her, som forsvinder i lavinen af politisk korrekt agitation for lamastyret.

Plottet er godt, efterforskningen forbilledlig. Der er rigeligt med vildspor, som skal afprøves og bliver det. Spændingen kniber det en smule med at fastholde, men opklaringen er lige så overrumplende som den er logisk og overbevisende. “Mantra” vandt en fortjent Edgar som den bedste debutantroman i USA i 1999. Den er bestemt værd at læse - og den kan praktisk bruges, hvis man vil vide noget om, hvor lang afstanden er mellem et amerikansk tankesæt og et klassisk buddhistisk livssyn.

Anbefales.