Iain Pears: Vejskiltets modbevis. Oversat af Arne Herløv Petersen efter “An Instance of the Fingerpost” (1997) Borgens forlag 2001. 693 s. 449 kr.

Historien foregår i 1660’ernes Oxford. En turbulent epoke, hvor et skrøbeligt monarki nok er retableret efter Cromwells republik, men hvor ny revolution eller borgerkrig kan bryde frem når som helst. Det protestantiske England mener sig (med føje) truet af en romersk-katolsk magtovertagelse, og i skyggen af kampen mellem disse giganter er der fremspiret talløse selvstændige trossamfund og sværmeriske sekter. Alt sammen livsfarligt i en tid, hvor den rette tro ikke blot er betingelsen for karriere og besiddelse, men simpelthen for fysisk at overleve.

Det er også en heroisk tid. Ny naturvidenskab, baseret på eksperimenter og logik, er ved at fortrænge antikkens klassiske naturlære. Inden for lægevidenskaben strides fortidens dogmer, overtro, ren trolddom og astrologi med en hastigt voksende viden (til dels tilvejebragt gennem forbudne obduktioner) og en begyndende indsigt i forskellige kemikaliers helbredende egenskaber.

I 1663 dør teologen dr. Robert Grove. Selv om der ikke kan gennemføres en kemisk analyse i nutidens forstand, kan der dog gennem en række forsøg skabes overvældende sandsynlighed for, at dr. Grove blev forgivet, at bundfaldet i hans sidste flaske brandy består af arsenik. Romanen er så fire beretninger - nedskrevet en snes år senere - om baggrunden for det formodede mord og om dets opklaring, og især om den smukke, særprægede Sara Bundy, der blev dømt og hængt for drabet. Hver beretning er lang som en selvstændig roman, og pointen er, at de fire ganske vist fortæller samme ydre forløb, men at de på alle væsentlige punkter dementerer hinanden, viser en anden sammenhæng, der sætter begivenheder og personer i et nyt lys. Og naturligvis har de fire hver sin løsning af gåden, hver sin morder og hver sit motiv. Det er imponerende dygtigt gjort.

Den venetianske rejsende Marco da Cola har studeret medicin i Padua, men hans ærinde i England er angiveligt at varetage sin families handelsmæssige interesser. Han skildrer sin rejse til et England, som han finder aldeles barbarisk. Klimaet er utåleligt, og værre er mangelen på kultur og den rædselsfulde mad, der serveres. Nogle universitetsvenner inviterer ham i teateret til en forestilling, som han finder chokerende rå, voldelig og primitiv. Forfatteren har “ingen teknik, ingen fornemmelse for historien og i særdeleshed ingen velanstændighed”. Læseren forstår af Colas nødtørftige handlingsreferat, at det drejer sig om Shakespeares “King Lear”. Der er mange sådanne fornøjelige beskrivelser, men der er især en barsk redegørelse for de sociale skel, hvor Sara - som kommer af underklassen - ingen chance får, da mordsigtelsen (på tilsyneladende gode indicier) rammer hende. Hun tilstår endda (eller gør hun?). Cola er sikker på hendes skyld. Og læseren er overbevist om, at Cola ikke fortæller sandheden om sin mission.

Bedre bliver det ikke i den næste beretning, skrevet af advokaten Jack Prescott, i 1663 student i Oxford, men kun optaget af om muligt at rehabilitere sin far, der måtte flygte fra England efter en anklage for usselt forræderi. Brutalt og blind for alle andre hensyn buser han frem med sin sag, og han er (i al fald længe) et let offer for de kølige manipulatorer, som sidder på magten i statsapparatet og på universitetet. Sara udnytter han, og han voldtager hende - hvorefter han mener, at hun har besat ham. Han leverer det afgørende (og falske) bevis på hendes skyld for at blive hende kvit, og forskertser måske derved sin eneste chance for at finde sandheden om faderen. Selv véd han, at en af hans venner begik mordet, og han kender vennens motiv. - Det er en overvældende beretning med en aldeles usandsynlig slutning. Som med chokerende effekt sparkes af banen i romanens sidste historie.

Den tredje fremstilling stammer fra en af magtens mænd. Matematikeren John Wallis, der som kryptograf og efterretningsagent har betjent både det nuværende monarki og Cromwells republik. For ham drejer det sig om rigets sikkerhed, han ser i hele forløbet kun et muligt attentat mod kongen, og så er ligegyldige personer som Sara og Prescott brikker, der hastigt kan ofres, hvis det tjener det overordnede mål. En iskold, snedig hjerne, på sporet af Colas hemmelighed - og til sidst med den overbevisning, at morderen i virkeligheden er Cola, giften var tiltænkt Wallis og ikke Grove. Samtidig tegnes Wallis som en smertens mand. Kun én gang i sit liv kommer han tæt på kærligheden, men det er i et forhold så forbudt, at han end ikke tillader sig selv at indse sine følelsers sande natur. Og det ender med en katastrofe, som blot ansporer ham til at agere des mere brutalt i det storpolitiske rænkespil.

Og til slut får så historikeren Anthony Wood ordet. En undseelig, velmenende mand, uden store ambitioner, men ikke uden lidenskab. Han bliver Saras sande væbner, men domfæl-delsen kan han ikke hindre, selv om han bedst af alle véd, at Sara er uskyldig - det var ikke hende, der hældte giften i flasken. Hans historie er ikke mindre fantastisk, ikke blot kan han afsløre, at Cola ganske rigtigt ikke var, hvad han gav sig ud for - han kan også fortælle, hvem Cola virkelig var og hvad hans sande opgave bestod i (og det burde læseren med det oplyste ærlig talt selv have gennemskuet!). Wood kan som sagt på halvanden linie dementere hele Prescotts historie. Og han kan endelig lade sin munde ud i en vision, der kun har sit sidestykke i kirkens evangelier. (Det overstiger desværre Iain Pears’ evner at få den skrøne til at glide ned).

Spørgsmålet er blot, om Wood fortæller sandheden. Hans version er den sidste, men det beviser naturligvis ikke, at den er rigtig. Pears er selv historiker, og han kan derfor give den vinkel den mest engagerede dækning - men spørgsmålet står tilbage. Et vejskilt viser jo kun noget om retningen, hvis ingen har drejet på det! Man bliver skeptisk, fordi Pears formår ikke blot at overbevise læseren om rigtigheden af den første, forkerte forklaring, men efterfølgende også at påvise de betydelige modsigelser og uacceptable urimeligheder, som man burde have opdaget, men overså under læsningen.

En højt begavet, munter rejsende med en skjult dagsorden. En ungdommelig, selvretfærdig fanatiker uden livsindsigt og uden hæmninger. En dybfrossen politiker, der har magt som grå eminence, men martres af skeletter i skabet. Og en livsklog, frygtsom humanist. Hvem har bolden?

Pears bog er en endog meget god, historisk krimi. Det er også en agentroman, der viser, at kynismen i den kolde krigs efterretningstjenester bestemt ikke var noget nyt fænomen. Romanen tilbyder en rasende interessant beskrivelse af nogle år, der satte skel i videnskabens historie. En begavet leg med de metodeproblemer, enhver historiker står over for. - Og så er bogen desværre med sine knap syvhundrede sider en næsten uoverkommelig sværvægter.

Alligevel: Anbefales! - Især til en læser, der har meget god tid. Den ideelle gave f. eks. til en historisk interesseret ven, der rammes af et benbrud. Eller på lignende vis søger adspredelse i en længere periode af påtvungen inaktivitet.