Leif G W Persson: Linda - som i Lindamordet. Oversat af Bjarne Nielsen efter ”Linda - som i Lindamordet” (2005). Modtryk 2006. 521 sider, 299 kr.

Den stakkels Linda bliver voldtaget, torteret og kvalt en smeltende varm julinat i den smålandske by Växjö. Romanen beskriver arbejdet med at opklare forbrydelsen, hvor det lokale politi får bistand fra rigsmordkommissionen, ledet af den helt igennem frastødende kommissær Bäckström. Arbejdssky, veloplagt svindlende med diæter og udlæg, mester i at tilrane sig æren, når en kollega (ofte på tværs af Bäckströms tåbelige anvisninger) har opnået et godt resultat. Bäckström siger hele tiden den i situationen passende og korrekte replik, medens han tænker det modsatte, foragter sin samtalepartner og giver selvovervurderingen nok en tak opad.

Han er ikke alene om det – Persson har villet skildre mandehørmen og de grove replikker, der i en sådan sag falder mellem politifolkene. I et interview har han udtrykt sin forargelse over det. Det er sært, for han burde forstå, at det er en metode til at holde de følelser på afstand, som let kan overmande den, der står over for det uhyrlige, og dermed gøre hende eller ham ude af stand til at komme videre. Der er antagelig af samme årsag også tit en rå tone, når læger bag lukkede døre drøfter en udsigtsløs behandling. Han har ligeledes udtrykt sin forargelse over, at mange læsere har fundet Bäckström charmerende, og også her tager han fejl. Bäckströms sjofle tanker, politisk ukorrekte associationer og illoyale indfald er som regel morsomme. Det er dem, der får læseren til at traske videre gennem de mere end 500 sider (som under alle omstændigheder er mere end det dobbelte af, hvad historien kan bære).

Der er endelig noget næsten skizofrent i det forhold, at Persson er ansat i Rikspolisstyrelsen og samtidig fremstiller ikke blot Bäckström, men også en række overordnede politimænd som lallende uduelige eller totalt sindssyge. Også her er der gode grin. Både når rigspolitichefen iscenesætter absurde indsatser med sit antiterrorkorps, og når opklaringsarbejdet efterhånden drukner i de nyttesløse data, som hober sig op i takt med, al den moderne teknik tages i brug. Hen mod 1.000 borgere får taget dna-prøver, og det fører ikke videre. Sagen var aldrig blevet opklaret, hvis det ikke havde været for en ældre kriminalkommissær, der møjsommeligt samler oplysninger stump for stump, kontrollerer og krydstjekker og så til sidst når frem til sandheden. Den gamle, prøvede rutine og ikke alt det moderne hokus pokus, hvor man tilsyneladende skal bruge et helt laboratorium for at få nogen som helst rede på selv det mest indlysende, som en af de få tilregnelige politichefer siger.

Persson er således en tvesindet forfatter. Det morsomme skulle være ubehagelig læsning, det triste skulle appellere til den udadlelige svenske retfærd. Det går bare omvendt. Romanen kan læses som en stribe selvmodsigelser. Eller man kan hælde til, at Persson er en drilsk spasmager, der morer sig (og læseren) med at så forvirring og tvivl. Det får stå hen.

Man fortryder ikke, at bogen blev læst. Eller man skulle måske snarere skrive ”overstået”.