KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Ian Rankin: I indviet jord. Oversat af Klavs Brøndum efter ”The Falls” (2001) Klim 2004. 409 sider, 395 kr.

Rankin har erobret førerpositionen blandt engelske spændingsforfattere – og så er han endda i egen formening ikke englænder, men skotte. Han har effektivt placeret Edinburgh på krimilandkortet, en forslået by, der aldrig holdt sig for god til at slå igen. Historierne om den kontroversielle kriminalkommissær John Rebus er fra en beskeden begyndelse udviklet til moderne myter, Rebus til en figur, der lever sit eget liv i læsernes bevidsthed, ganske som han stridbart kun følger sin personlige vej gennem de gåder, han skal løse, og dermed er en oppositionel ener i det ellers så hierarkiske politikorps. Rebus går lidenskabeligt op i sit arbejde, vel vidende at det måske i virkeligheden er udtryk for betragterens fejhed, at han koncentrerede sig om andre folks liv, andre folks problemer for at undgå at se sin egen skrøbelighed i øjnene. For Rebus gælder det betingelsesløst retfærdigheden, og måske har han sin personlige tolkning af det begreb, men han er på trods af forlydender om det modsatte på englenes side.

I seriens niende bind på dansk er en ung kvinde forsvundet, en studerende fra en fremstående og velhavende familie. Politifolkene aner hurtigt, at de næppe finder hende i live, men Rankin giver sig god tid – mere end halvdelen af bogen er læst, før det viser sig, hvad der skete med hende. Hvorfor det skete og hvem der gjorde det véd politiet ikke. Der er kun to vage spor. Det cyber-spil, hun engageret deltog i, hvor den ukendte quizmaster førte hende fra gådefulde anagrammer til mystiske, dobbeltbundede budskaber. Lokkede det til sidst pigen i en fælde? Og dernæst fundet af en lille trækiste med en dukke, der er efterladt tæt ved den ejendom, hvor pigens forældre bor. Det er tydeligt en inspiration fra nogle tilsvarende symbolske kister, som for 165 år siden dukkede op i forbindelse med en grum sag om massemord – nogle af kisterne er bevaret på Edinburghs museum, men deres dybere mening har forskerne aldrig gennemskuet.

Rebus tager sig af kisterne – hvor mystifikationen bliver større, fordi det viser sig, at tilsvarende modelkister er dukket op i al fald i fire sager fra de seneste tiår, hvor kvinder er forsvundet eller omkommet, tilsyneladende ved ulykker, men måske er det ikke sandheden. Sporet gennem den forsvundnes e-mails overlader han til den mere moderne indstillede (men lige så oprørske og egensindige) kriminalassistent Siobhan Clarke. – Et sted mellem ironi og realisme leger Rankin således med den slags ”mysterier”, der ellers kendes fra krimier, skrevet for 60-70 år siden. Det gør bogen en smule tvetydig som detektivroman. Spændingen belastes af det og af adskillige lidet sandsynlige sammentræf, der belejligt fører relevante personer ind på scenen.

Rankin lever således ikke ganske op til sin sædvanlige standard som plotlægger. Til gengæld leverer han på ny den tætte atmosfære, der har gjort de foregående fire bind af serien til klassikere inden for genren. Man er i gode hænder.

Anbefales.