Ian Rankin: Spøgelsesbyen. Oversat af Klavs Brøndum efter ”Dead Souls” (1999). Klim 2002. 421 s. 395 kr.

Kriminalkommissær John Rebus oplever sit Edinburgh som et fængsel. Han føler det, som om han befandt sig i en dyb kløft uden mulighed for flugt. Han ville bare skrabe fingrene til blods i forsøget. Karakteren har Ian Rankin udviklet gennem en halv snes romaner (hvoraf de syv nu findes på dansk). Historierne handler stadig mindre om traditionelt politiarbejde, stadig mere om et dekadent samfund, hvor Rebus virker som en slags brændpunkt for de uhyrligheder, det er hans opgave at bekæmpe.

Handlingen er spundet sammen af fire-seks forskellige historier, der med en enkelt undtagelse viser sig i sidste ende at handle om misbrug af børn. Forløbene tangerer hinanden, men ikke mere. Og læseren bevarer overblikket, fordi Rankin er en mester i at flette trådene, så det bliver let at følge dem – og svært både for Rebus og for læseren at gennemskue, hvor den enkelte oplysning skal placeres i den større sammenhæng. Der er en nær ven og kollegas uforklarlige selvmord. Der er en ungdomskærestes forsvundne teenagesøn. Der er børnelok-keren, som har udstået sin straf, men som hverken Rebus eller de nye naboer vil acceptere tilbage i samfundet – navnlig ikke, da en dreng forsvinder fra sit hjem i området. Der er den løbende retssag imod de ansvarlige, som styrede et kristeligt børnehjem – og forgreb sig groft på børnene. Og der er endelig den psykotiske massemorder, som er løsladt i USA og uforklarligt har valgt at ”vende hjem” til Edinburgh. Rebus finder svarene i alle de sager, men de fleste gange er det svar, der ikke kan udløse en retssag mod de skyldige, og så vælger Rebus andre udveje. ”Løsningen” af problemet med den morderiske psykopat er sympatisk, men den er også et af de groveste tilfælde af selvtægt, der er set i nyere kriminallitteratur.

Rebus advarer et sted en ung kollega:

”Pas på. Hvis du synes, loven er åndssvag, er der ikke langt til at opfinde sine egne regler.”

”Sådan som du har gjort,” sagde hun og mente det.

”Sådan som jeg har gjort,”, indrømmede Rebus. ”og se, hvad det har gjort ved mig.”

Rebus bider det i sig – og bliver en stadig mere forpint mand. Det er måske meningen, at målene ikke skal nås af dem, der er ”af det skotske blod”: Alt skal helst mislykkes på helte-modig vis. Hver gang noget lykkes for os, holder vi lav profil. Det er kun vores fiaskoer, vi har lov til at udbasunere, siger en person, der er offer (og måske også er skyldig).

Mod slutningen står en tarvelig lille gangsterspire oppe på bjerget i Edinburgh og pisser ud over kanten, ned over den sovende by. Hvis Rebus eller havde været trængende, havde han nok stillet sig hen ved siden af ham.

Uden nogen sammenhæng med Rankins tekst kom i al fald jeg til at tænke på et af de yndede martyr-motiver i renæssancens kirkekunst: Billedet af den næsten nøgne St. Sebastian, der med et fjernt blik i øjnene står bundet til træet, medens henrettelses-pelotonen skyder pilene ind i hans værgeløse krop.

En sort-sort roman. Men med Rankins slebne psykologi og basalt humane holdning, der også formidles i Rebus-skikkelsen, bliver det ikke en trist bog. Tværtom rummer den lys og varme, engagement. En stor læseoplevelse.

Anbefales. Et must!