KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Ruth Rendell: Forvildede sjæle. Oversat af Asta Smith-Hansen efter ”The Babes in the Wood” (2002). Forum 2004. 323 sider, 299 kr.

Regnen siler endeløst ned over Kingsmarkham, floden stiger og de lavere dele af byen står allerede under vand. Kriminalkommissær Wexford ser mismodigt, hvordan hans have langsomt oversvømmes og hans hus trues mere og mere. Det er november, en i forvejen deprimerende måned, nu så trøstesløs som nogensinde.

To teenagebørn forsvinder, en pige på 13 år, en dreng på knap 16. Forældrene skulle bort en weekend, og ved tilbagekomsten fandt de huset tomt uden spor af børnene eller den veninde til moderen, der skulle bo hos dem. Moderen tror hysterisk, at børnene er druknet, den afstumpede far synes nærmest at være ligeglad. Eftersøgningen i nærområdet er forgæves, og Wexford er i vildrede. Hvordan kan tre mennesker og en bil forsvinde totalt? Hvorfor er der ingen, der véd noget eller har set noget?

Man er i gode hænder, når man læser Ruth Rendell. Hun lægger med sikker hånd de kryptiske spor ud, og hun præsenterer en række interessante personer, spændende fra Londons yuppie-miljø til en afsporet religiøs sekts forkrampede medlemmer. Opklaringen er måske lidt mindre plausibel, end i hendes tidligere politiromaner, stemningen og spændingen til gengæld så intens som nogensinde.

Anbefales.