KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Ruth Rendell: Når skaden er sket. Oversat af Asta Smith-Hansen efter “Harm Done” (1999). Forum 2000. 393 sider, 275 kr.

Ruth Rendell fletter tre historier sammen: Sære kidnapninger af unge kvinder - der uskadt vender tilbage et par dage senere, påfaldende uvillige til at fortælle, hvad der er sket. Pøbeloptøjer, da en pædofil forbryder løslades efter afsoningen af en langvarig fængselsstraf - det ender barsk med, at en ung kriminalassistent bliver slået ihjel, uden at det kan afgøres, hvem der kastede den dræbende Molotovcocktail. Og endelig hovedhistorien, der drejer sig om ægtemænds overgreb mod deres koner.

Kriminalkommissær Reginald Wexford møder på flere måder de sønderbankede kvinders problem. Hans datter Sylvia har meldt sig som ulønnet socialrådgiver på et krisecenter, og hun kan berette rystende enkeltheder (til sidst også om den skade, som juridisk set faktisk er sket). Politiet har (presset af den almene opinion) søsat et program om hjælp til voldsramte kvinder, men de gode hensigter drukner i presseliderlige chefers hykleriske proklamationer. Og så skal Wexford opklare, hvad der er sket med en fremtrædende forretningsmands knap tre-årige datter, der ved nattetid er forsvundet fra luksusvillaen i velhaverkvarteret, tilsyneladende uden at det vækker større bekymring hos barnets kuede (og man forstår snart: Forslåede) mor.

Ruth Rendell er en stor forfatter. Hun kan holde mange bolde i luften og samtidig engagere læseren i de enkelte forløb. Det strammer om hjerterødderne, når Wexford erkender, at han magtesløs må se til, medens en kvinde langsomt tæves til døde. Han kan ikke gøre det mindste, når hun ikke vil anmelde volden, men tværtom benægter den. Til sidst kaldes han så ud til et mord på hendes adresse. For at konstatere, at det er manden og ikke hustruen, der er myrdet - Rendells intriger udvikler sig som bekendt sjældent i den retning, som Wexford (og læseren) forventede!

Et stærkt engagement, der er sympatisk, men ikke helt formår at forvandle et skræmmende og indsigtsfuldt sociologisk essay til en overbevisende krimi.