Ruth Rendell: Simisola. Oversat af Vibeke Weitemeyer efter ”Simisola” (1994). Forum 1995. 333 sider, 298 kr.

Wexford og Burden står med flere sager, der tilsyneladende har en gådefuld indbyrdes sammenhæng: En 22-årig pige er forsvundet. En sagsbehandler fra social­centeret i Kingsmarkham bliver kvalt i sit hjem. Liget af en teenage-pige, der er tævet ihjel, kan længe ikke identificeres. Og endelig udsættes en skoleassistent for et grimt mordforsøg. Et omhyggeligt konstrueret plot, hvor læseren får afgørende spor, men hvor kun Wexfords intelligente gætværk kan skue igennem til løsningen. Den del af romanen er gedigen police-procedural, ikke mere. Men det er den mindste del.

Ruth Rendell fortalte under bogmessen i København i november 1995, at hun har taget serien om Wexford & Burden op igen, fordi hun her har en mulighed for at skrive om politiske emner. Det var længe en fremmed tanke for denne i sine holdninger oprigtigt konservative forfatter (omend i sit politiske virke engageret labour-vælger). Der er langt fra hendes visioner til den uhæmmede liberalisme, der har drevet England til det, der kan ses nu - fjernt fra velfærdsidealet fra labours første efterkrigsregeringer, og fjernt fra en ansvarlig borgerlig stat. Indignationen er langsomt kommet ind i Rendells seneste bøger - nu slår den ud i lys lue. Den sociale forkrøbling er tæt på Wexford. Svigersønnens arkitektfirma er gået fallit og datteren har mistet sit job efter nedskæringerne i socialsektoren. Hun kan - modsat manden, der var selvstændig - få understøttelse, og dermed tipper balancen i familien. Også almene misforhold anfægter Wexford. Især udstødelsen af de unge, f. eks. Raffy, som ikke havde andet at foretage sig end at iagttage, bemærke og skrive sig bag øret - eller gå blind og døv gennem de tomme dage. Endelig må Wexford i jobbet være på vagt over for sin egen og andres tilbøjelighed til umiddelbart at formode, at lidt mystiske forklaringer fra meget gamle mennesker beror på senil konfusion. Ageisme som det hedder på sociologisk.

Især gælder det dog raceproblemerne. Også i Kingsmarkham bor der borgere med en anden etnisk baggrund - Afrika, Asien, Indien. Wexford er til en start veltilpas i rollen som borgerlig humanist, der mener at have styr på det. Han belærer Burden: Vi er alle sammen racister. Uden undtagelse. Folk over fyrre er de værste, og stort andet er der ikke at sige om det. Du blev opdraget, og jeg blev opdraget til at betragte os som højerestående i relation til de sorte. Nå ja, måske blev det ikke ligefrem præciseret, men det var der ikke desto mindre. Vi blev præget i den retning, og det sidder i os endnu. Men besværgelsen og den daglige læsning af The Independent slår ikke til. De implicerede i sagen er sorte, og det er nok til, at Wexford i en afgørende situation vurderer galt - kører på de blinde fordomme og ikke den rationelle politirutine. Det erkender han, og det er en besk lære. Det opvejes ikke af lige så stærke fordomme i den anden ende af spekteret, hvor ibenholt eliten slås for sin placering i det britiske hierarki.

Romanen "sætter problemer under debat", som få andre nyudgivelser i Danmark 1995. Vel at mærke problemer, der ikke er forbeholdt Sussex, men fuldt ud kan iagttages også i Glostrup politikreds.

Anbefales på det mest uforbeholdne.

           P.S.: Som en julegave til de troende sherlockianere skal det citeres, at Wexford en passant går i clinch med et par af mesterens berømteste deduktioner:

              Et par slippers med svedne såler gjorde det ikke i højere grad muligt at slutte, at den, der have haft dem på, havde været stærkt forkølet, end at han simpelthen havde været kold om fødderne. Hvis en mand stirrede på et portræt på væggen, kunne man ikke deraf udlede, at han dvælede ved den portrætteredes liv og karriere, for han kunne lige så godt meditere over en forbløffende lighed med hans svoger eller tænke, at det billede var dog utrolig dårligt malet, eller at det trængte til at blive renset. Når det gjaldt den menneskelige natur kunne man kun gætte - og prøve at gætte rigtigt

Trykt i Pinkerton nr. 59