Peter Robinson: Efterspil. Oversat af Lisbeth Valentin Christensen efter ”Aftermath” (2001). Rosenkilde 2006. 395 sider, 199 kr.

Kriminalkommissær Alan Banks og et stort antal kolleger fra Yorkshire-politiet jager ”Kamæleonmorderen” – en psykopat, der formodes at stå bag fem unge pigers forsvinden. Længe er arbejdet forgæves, men de finder ham tilfældigt, da et par ordensbetjente trænger ind i hans hus, fordi en nabo har anmeldt husspektakler. En respekteret skolelærer, der i sin kælder har liggende en netop kvalt pige, og flere andre er begravet her og i haven. Og så begynder vanskelighederne – og mareridtet.

Læreren er i koma efter et voldsomt slagsmål med betjentene. Hans skrøbelige unge hustru, der lå bevidstløs i entreen (slået ned med en vase), kan ikke hjælpe, hun husker intet, og hun kendte ikke til, hvad ægtemanden bedrev i sin aflåste ”hule” i kælderen. Er hun et offer for den dominante, voldelige mand, eller er hun medvider, måske endda medskyldig? Banks må støtte sig til den omfattende efterforskning, som politiets psykologiske rådgiver gennemfører. Artige ting kommer frem, og der er en del, som ikke stemmer – de finder således kun fire af de fem forsvundne piger, men til gengæld er der et par lig, som ”ikke hører til”. Mere og mere kræver en forklaring. Det er en tydelig mening i, at en nabo, der er illustrator, arbejder med tegninger til Grimms eventyr.

Robinson viser endnu en gang sin styrke som plotlægger, sin drevne evne til at dreje billedet, netop som læseren (og Banks) tror, at nu er der styr på det. Hovedpersonerne er tegnet i fuld figur, helt overbevisende hvad psykologien og adfærden angår (og det kræver ikke så lidt, når der er tale om uhyrligheder som i denne roman). Bipersonerne fastholdes med få, effektive streger. Det er skrevet tæt, der står noget i hver eneste sætning, og læseren fristes ikke til at springe over, trods de mange sider og den betydelige spænding. Teknikken er underdrivelsen, den neutrale tone, som gør chokkene desto voldsommere, når forfatteren uvarslet slår til.

Emnet er dystert, der er rædsel og lidelse nok. Der er imidlertid også en stærk human holdning, en vilje til at forstå – eller i det mindste prøve at forstå – også det, som i virkeligheden er ufatteligt. Finde de dybere liggende motiver og årsager, ikke blot stoppe ved den spontane afsky.

Britisk politikrimi, når den er bedst. Og dermed naturligvis også den ironi og sarkasme, der må til, hvis det hele ikke skal blive totalt deprimerende. Et vidne, der er flyttet til fra Canada, forstår for eksempel ikke englændernes evindelige beklagelser over de britiske jernbaner. For hende er det en komfortabel rejsemåde – men hun kommer også fra en kultur, hvor jernbanedrift blev opfattet som noget i retning af et nødvendigt onde, der blev tolereret, men ikke opmuntret.

Anbefales. En af årets store læseoplevelser.