![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
Matti Rönkä: Ystävät kaukana. Gummerus, Helsingfors 2005. Læst efter manuskript til svensk (prøve?)oversættelse af Marjut Makkanen, ”Långt från vänner”. |
||||||
|
Historien fortælles af Viktor Kärppä, en yngre forretningsmand med en dunkel fortid, der – selv om han er finne – indeholder både en uddannelse som elitesoldat og efterretningsofficer i den hedengangne sovjetiske hær og en aldrig nærmere forklaret ”overtagelse” af en afdød vens økonomiske interesser. Det hele udspiller sig på tværs af grænsen mellem det østlige Finland og den karelske republik i Rusland. Viktors foretagsomhed omfatter mange ting, men hovedinteressen er en hastigt voksende indsats i byggebranchen. Hans imperium truer med at kollapse, da repræsentanter for en-eller-anden russisk mafia viser sig med krav om at overtage hele virksomheden, krav der hastigt bakkes op med grov chikane og uudtalte trusler om det, der er værre. Viktors adkomst til virksomheden er åbenbart så tvivlsom, at han ikke kan hidkalde hjælp fra politi og myndigheder. Han må selv tage fat, han må aktivere en række slumrende kontakter fra fortiden i den illegale agentverden. Kun ledsaget af en lettere anløben ven fra politiet i Helsingfors skal han nedkæmpe hydraen. Og afsløre det forræderi, som det i sidste instans drejer sig om. Det er sådan set en traditionel historie, men den bliver original både i kraft af den energi, der er investeret i fortællingen, og af det helt usædvanlige miljø. Meget går i svang i ”Finlands dybe skove”, og endnu mere i den russiske frontregion, der engang var spækket med militær og dertil hørende investeringer i tung industri, men nu præget af det skrot, der blev efterladt, da fabrikkerne og tropperne blev trukket tilbage. Trøstesløst og fascinerende. Romanen er spændende, om end læseren fra starten er lidt for tryg ved, at Viktor nok skal klare skærene. Man er indforstået med, at han successive viser sig at besidde de evner, færdigheder og forbindelser, der skal til. For alvor foruroliget bliver man aldrig, det skulle da lige være en vag nervøsitet for, at Viktor måske ikke helt er den ideelle svigersøn, som enhver mor drømmer om. Romanen er nomineret som finsk kandidat til prisen for bedste skandinaviske spændingsroman i 2006.
|
||||||