Anders Roslund og Börge Hellström: Udyret. Oversat af Camilla Christensen efter ”Odjuret” (2004). Forum 2005. 332 sider, 299 kr.

Der er adskillige tekstspor i romanen. En sadistisk pædofil undslipper fra fængslet og udser sig hurtigt et offer: En 5-årig pige torteres ihjel. Barnets far tager loven i egen hånd. Han får held til at indkredse drabsmanden, og slår ham ihjel. Retsvæsenet har jo vist, at dets folk ikke kan passe på ham, og han vil med sikkerhed forbryde sig mod yderligere børn, hvis han får lov til at leve videre. Ren og skær nødværge – eller? Hvis liv er mest værd, den perverses eller de børns, der vil blive hans kommende ofre?

Faderen står så anklaget for drab, men han er i offentlighedens øjne en folkehelt. Og hans handling inspirerer andre. Flere steder i Sverige lynches afvigere, der måske blot var særlinge eller dropouts. Og i fængslerne – hvor seksualforbrydere i forvejen er en foragtet underklasse – tager mobningen af de foragtede ”voldbollere” til, også her med risiko for dødelig udgang.

Det er skrevet med effekt. Spændingen er i top, skildringen af personerne pågående realistisk. Både når det gælder den familie, hvis tilværelse går i stykker, da barnet skændes og dræbes, og når det gælder den rå omgangsform blandt fangerne i den sikrede anstalt. Man tror på reaktionerne og på den massepsykose, angsten for overgreb sætter gang i.

Som debatoplæg er bogen ikke helt tilforladelig. Konstruktionen skinner igennem, det hele bliver en kende for symmetrisk. Skildringen af den pædofile og af hans ofre er nærmest et argument for genindførelse af dødsstraf, følgerne når hysteriet rammer uskyldige mennesker et lidt for søgt argument imod.

Det svenske kriminalakademi nominerede Roslund & Hellström til den skandinaviske krimipris Glasnøglen i 2005. Det er forståeligt, dels fordi det vitterlig er spændende læsning, dels fordi en helt igennem sort og deprimerende historie passer godt ind i svensk tradition. En dansk læser savner et par strejf af lys, en smule menneskelighed midt i den fortættede ondskab. De kvaliteter glimrer ved deres fravær, og resultatet er unægteligt temmelig frastødende.