Dorothy L. Sayers og Jill Paton Walsh: Adel forpligter. Oversat af Hanne Tang efter ”Thrones, Dominations” (1998). Lindhardt & Ringhof 1999. 337 sider, 328 kr.

“Adel forpligter” er i sig selv ikke en interessant kriminalroman. En smuk, lidt dum society-kvinde bliver kvalt - hendes mand har et overbevisende alibi, andre mistænkte kan ikke tages helt alvorligt. Lykkeligvis får Scotland Yard bistand fra nygifte lord Peter Wimsey, og til sidst ender det hele som sligt skal. Plottet er så uvirkeligt, som sæd og skik bød i mellem-krigstidens krimier, men læseren underholdes med begavet og morsom dialog. Det hele udspiller sig i Edward VIII's korte regeringstid i 1936. Det sætter romanens to temaer i relief: Rækkevidden af arvede pligter og betingelserne for ægteskabelig lykke.

Det lidt sensationelle er, at bogen lanceres som Dorothy L. Sayers’ efterladte kriminalroman, færdiggjort af Jill Paton Walsh. Selv afrundede hun serien om Wimsey i 1937, hvor han omsider (i efteråret 1935) blev gift med Harriet Vane - og den historie var endda oprindelig skrevet som skuespil. Siden blev det til et par noveller og tilløbet til den nu udgivne roman. Sayers droppede krimien og brugte de sidste tyve år af sit liv på dramatik, teologiske essays og en berømmet oversættelse af Dante.

Sayers har bevaret sit greb i læserne og litteraterne. Bøgerne om hende fylder mere, end hendes egen produktion. Derfor er det nærliggende, at også et ufærdigt manuskript publi-ceres. Måden, det sker på, er imidlertid problematisk.

For det første bærer romanen en misvisende bagsidetekst, der oplyser, at Sayers’ manuskript først nu, fyrre år efter forfatterens død, er fundet hos hendes agent. Det er kun en kvart sandhed. Eksistensen af “Thrones, Dominations” har været kendt i al fald siden hendes søn i 1976 solgte de håndskrevne sider til et forskningsbibliotek i Illinois. Alzina Stone Dale redegjorde for fragmentet i en artikel i “The Armchair Detective” i 1990. - Det nye er opdagelsen af en maskinskrevet, på nogle punkter afvigende kopi i agentens arkiv. Begge indeholder alene indledende kapitler, og det kriminelle plot indgår ikke heri. Det kan ikke afgøres, hvilken version der er ældst.

For det andet - og det er mere alvorligt - oplyses det ikke, hvad der er skrevet af Sayers, og hvad der er tilføjet af Walsh. Det er simpelthen utilstedeligt. Efter 60 år må man nødvendigvis læse bogen især som en kulturhistorisk kuriositet, og så er det vigtigt at skille nutid og fortid. F. eks. skildres en mission, hvor Wimsey skal hente et fortroligt dokument, som kongen i strid med alle regler har taget med på en uofficiel visit i Frankrig, hvor han har efterladt det på en vens landsted. Han skulle bare besøge Wallis Simpson. Skrev den dybt konservative og kongetro Sayers virkelig det i 1937? Det ville være interessant på baggrund af den romantiske kult, hertugen af Winsor endnu i 1950’erne var genstand for. Vi véd i dag, at han var netop den egocentriske, ansvarsløse playboy, som romanen i det nævnte forløb og i andre passager beskriver, men var den viden almindelig i England dengang? Sayers var givetvis chokeret og fordømmende i forhold til Edwards svigt af hans arvede pligt. I hendes udgivne breve kan man i 1936 finde ondskabsfuld gengivelse af samtidens sladder om den royale skandale, herunder endog et rygte om, at Wallis Simpson var tysk spion. Men alligevel? - Lægger man den nævnte artikel af Dale til grund, må romanepisoden formodes at være skrevet af Walsh i 1997.

Endelig er det - som Jill Paton Walsh selv har påpeget i et foredrag om sit arbejde - nok muligt at reproducere en roman som for 60 år siden, men det er ikke muligt at rekonstruere det publikum, som fandtes dengang. Moderne læsere har andre forventninger. Det er antage-lig forklaringen på, at Walsh har opdigtet en afsluttende actionscene, hvor Wimsey er i voldeligt opgør med morderen i en kælder under et teater i London. Med fare for at taberen falder i den endnu dybere kloak, der løber under kælderen. - Sligt er TV-dusinvare fra 1990’erne, ikke vintage-krimi fra 1930’erne!

Det giver mening at udgive det manuskript, som en forfatter var i gang med ved sin død. Måske også at lade en anden fuldføre det, såfremt det angives, hvad der er originalt og hvad der er tilføjet (sådan f.eks. Robert B. Parkers færdiggørelse af Raymond Chandlers “Marlowe i Poodle Springs”). Her er imidlertid tale om et fragment, som forfatteren lagde til side 20 år før sin død. Måske skyldtes det hendes voksende ambition om at skrive for scenen, det antydede hun i flere breve, men hun skrev også (i et brev i november 1938), at “the fact is that I have taken a dislike to the story and have a great difficulty in doing anything about it”.

Selvfølgelig skal fragmentet publiceres på linie med breve m.v. - hun destruerede det trods alt ikke. Men det havde været at foretrække alene at få det originale materiale, uden bearbejdelse og indfletning i en sammenhæng, der ikke er forfatterens. Nu minder det uhyggeligt om de TV-serier, der “fortsætter” længst afsluttede forfatterskaber med den sære bemærkning, at personerne er “based on the characters of” vedkommende forfatter.

Trykt i Litteraturmagasinet Standart 2000, nr. 1