Kjersti Scheen: Englemagerne. Oversat af Finn Madsen efter “Englemakerne” (1998). Modtryk 2000. 244 sider, 278 kr.

Kjersti Scheen fortæller om Margaret Moss, der tidligere har forsøgt sig som skuespiller og en gang har haft en kortvarig karriere i politikorpset. Hun er nu ludfattig privatdetektiv i Oslo, verdens mest møgbeskidte by. Scheen er ikke med på norsk krimis stærke kvindelandshold. Hun kan ikke konkurrere med Kim Småges og Anne Holts engagerede afdækning af magtmekanismer og trusler i øjeblikkets samfund, og hun ejer ikke den fine - undertiden dirrende - indføling hos Karin Fossum eller Unni Lindell. Til gengæld er hun ikke så sjældent morsom, og det er værd at tage med, f. eks. når man vil slappe af oven på en af de fremragende medsøstres sinistre historier.

Det, der mangler i den foreliggende roman, er et troværdigt plot, en gåde som opklares. Moss skal finde en datter, der er forsvundet, og hun skal undersøge, om en lillebror har bedraget sine to søskende ved arveskiftet efter moderen. De to sager viser sig at hænge tæt sammen, også med drabet på en ung pige, hvis lig Moss i en helt anden forbindelse finder drivende i fjorden, og der er sågar en relation fra sagen til den måske lidt for smarte type, som Moss’ datter har valgt som kæreste. Moss’ og datterens inddragelse i fortrædelighederne beror på en endeløs række af usandsynlige tilfældigheder og sammentræf. Det er sådan set en pointe, at det er Moss’ optræden i de forskellige forløb, der for alvor skræmmer skurkene. De må helt forkert tro, at hun er på sporet af deres forbrydelser. Det er hun ikke - faktisk opklarer hun ikke noget som helst, medens hun fjumrer rundt i store dele af Sydnorge. Det bliver kun til en ganske hidsig jagt på hende selv, især da det første mord indtræffer, næsten 2/3 inde i romanen.

Som krimi duer “Englemagerne” ikke. Som underholdning kan den med lidt god vilje passere.