KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Yrsa Sigurðardóttir: Det tredje tegn. Oversat af Áslaug Th. Rögnvaldsdóttir efter ”þriðja tálnið” (2005). Aschehoug 2006. 364 sider, 279 kr.

Herligt underholdende ramasjangkrimi. En tysk phd-studerende myrdes på Reykjavik universitet. Han kom fra en stenrig familie i München, og familien er ikke trygge ved det islandske politis indsats, som blot har bestået i hastigt at arrestere og sigte en småpusher, der havde hængt ud med den dræbte og leveret ham det narko, han behøvede. Moderen sender sikkerhedschefen fra familiens bank derop, og hun engagerer Reykjavik-advokaten Thóra til at bistå ham i en nøjere efterforskning.

Den myrdedes afhandling skulle handle om hekseprocesserne i renæssancen, troldomskunst og overtro, magiske runer etc. Og ikke mindst inkvisitionens tortur. Han havde samlet en kreds af jævnaldrende omkring emnet, og de eksperimenterede livligt med det farlige materiale. Det er naturligvis ulækkert stof, men romanen svælger ikke i ubehagelige detaljer. Til gengæld portrætteres den depraverede kreds af unge præcist, og det lykkes fint at inddrage det historiske stof (og at gøre det interessant), uden at det får karakter af essays, som afbryder handlingen.

Thóra er et godt bekendtskab. Hun er kvik og hun har et sikkert greb om tilværelsen. Hun er fraskilt og dermed alenemor til en søn på seksten år og en datter på seks. Naturligvis har hun som alle forældre problemer, men de løses med intelligens og humor – og med en djærv loyalitet, da sønnen for alvor får brug for det.

Man kan indvende, at der reelt ikke er mange spor at følge, og at opklaringen af drabet derfor får et tilfældigt præg. Plottet er imidlertid godt nok, og det hele er fortalt med energi og humor, så de mange sider glider hastigt ned. Interessant og fornøjelig læsning, der kan anbefales.

 

P.S.: I skrivende stund har jeg set tre anmeldelser af romanen. En omfattende, positiv kritik i Politiken og kortfattede, negative omtaler i Jyllandsposten og Berlingske Tidende. De to sidstnævnte refererer indholdet ultrakort, men når dog at rable et par fejl af sig, som tyder på, at skolarerne ikke blot fandt bogen søvndyssende, men faktisk slumrede ind, medens de bladrede videre.