Maj Sjöwall og Per Wahlöö: Brandbilen som forsvandt. Nyoversat af Bjarne Nielsen efter ”Brandbilen som försvann” (1969) Modtryk 2007. 252 sider, 99 kr.

I femte bind af Sjöwahlös serie er det koldt. Marts i Stockholm, frostgrader og sne. Koldt i Martin Becks hensygnende ægteskab. Koldt i den kreds af kriminelle småstakler, som går til, da de større gangstere føler sig trængt.

Romanen er bygget op som en række chok-scener. Politimanden, som sent på aftenen er ved at kede sig ihjel, medens han bevogter et hus, hvor en mistænkt bor i én af lejlighederne. Og så pludselig en eksplosion, der på få sekunder omspænder huset med flammer. Eller den tilforladelige afslutning på en bedrøvelig sag, der efter nydeligt politiarbejde til alles tilfredshed kan henlægges som ulykke og selvmord. Men så ringer teknikerne med en ny, rystende oplysning. Etc.

Martin Beck og hans kolleger når ikke langt. En selvmorder efterlod en seddel, hvor Becks navn var skrevet op, men Beck aner ikke, hvem han var. En temmelig oplagt mistænkt i en mordsag kan de ikke finde, ingen har set ham hverken i den seneste måned før mordet eller i tiden efter det. Det viser sig at have sin uhyggelige forklaring, men det problem, som politifolkene står med, bliver kun endnu mere uforståeligt. Det begyndte med en eksplosion, mener Lennart Kollberg, og det ender med at eksplodere i hovedet på os. Han får sørgeligt nok ret.

Et spændende vintereventyr med god (om end længe resultatløs) efterforskning. Et plot, som måske ikke helt lever op til de mange sider. Og en besk skildring af landet, der var ved at blive forvandlet til en eneste offentlig bilkirkegård, hvor bulede, tro tjenere hvilede omgivet af deres efterfølgeres giftige udstødningsgas – jo, Sjöwahlöö fornægter sig ikke.

”Bedre end dette bliver det næsten aldrig. Tro mig, for jeg har faktisk prøvet”, skriver Leif GW Persson i forordet, og han er ellers ikke en mand, der lader sig imponere. Romanen er da også god nok. Helt fin endda.

Anbefales.