Maj Sjöwall & Per Wahlöö: Den grinende strisser. Nyoversat af Bjarne Nielsen efter ”Den skrattande polisen” (1968). Modtryk 2007. 247 sider, 99 kr.

Den tidligere danske udgave hed idiotisk ”Endestation mord”. Det lød som et gennemsnitligt stykke actionkrimi. Og så er det tværtom Sjöwahlöös mesterværk, af mange regnet for den bedste svenske krimi overhovedet, og vistnok den eneste skandinaviske spændingsroman, der har vundet prisen som årets bedste i USA. Begge dele fortjent.

Det begynder med en bus, der en sen novemberaften i 1967 slingrer ind i et hegn nær endestationen i Stockholms yderkant. Forklaringen er enkel: Chaufføren og de otte passagerer er mejet ned med et maskingevær. Og der er ingen spor efter gerningsmanden. Romanens handling er så politiets arbejde med at opklare den forbrydelse, der for mændene i rigsmordkommissionen bliver ekstra påtrængende, fordi en af deres egne, den unge kriminalassistent Åke Stenström, er et af ofrene.

Martin Beck og hans medarbejdere får langsomt tilvejebragt den række af enkeltoplysninger, som til sidst leder til gerningsmanden. Mændene bidrager med hver deres, fra den vanskelige tydning af de få ord, de fik med fra den ene passager, som i nogle timer overlevede massakren, til identifikationen af det offer, der ikke længere havde noget ansigt og ikke havde nogle papirer på sig, men derimod en kontant formue i lommen. Det er totalt fascinerende og spændende. Og det er et mesterstykke som kollektiv politiroman. Kun det åbne samarbejde kan føre til målet, hvor syntesen bliver større end de mange addenders sum. Måske er det en pointe, at unge Stenström – der ville præsentere de ældre kolleger for et resultat, han helt alene havde opnået – ganske vist fandt frem til den rette konklusion, men han fik ikke lov at vise den frem. Det er hele holdets styrke, der skal til!

Sjöwahlöö fandt med denne bog deres selvstændige udgave af McBains koncept – hvad de for så vidt kvitterer for, da en af de dræbtes pensionatsværtinde afhøres. Det er en kærligt skrevet pastiche på en tilsvarende afhøring i McBains ”Give the Boys a Great Big Hand”, som forfatterparret stort set samtidig oversatte til svensk.

Norske Kjell Ola Dahl siger det stærkt i et forord til romanen. Den beviste da han som fjortenårig læste den første gang to ting: At en god kriminalroman er litteratur. Og at det var muligt at skrive en god kriminalroman i Sverige. ”Det fik mig til at tro, at det samme kunne gøres i Norge”.

Nu kan den genlæses i Danmark. Det kan den tåle. Mange gange.

Et must.