Maj Sjöwall & Per Wahlöö: Manden på altanen. Nyoversat af Bjarne Nielsen efter ”Mannen på balkongen” (1967). Modtryk 2007. 232 sider, 99 kr.

Sjöwahlöös opus tre beskriver rigsmordkommissionens jagt på en afsporet pædofil, der når at voldtage og kvæle tre småpiger, før de får fat i ham. Det er en trist sag, det er intensivt politislid, som længe ikke fører nogen steder hen – og det er spændende som bare pokker.

Det er i denne roman, Sjöwahlöös inspiration fra Ed McBain begynder at vise sig. Det gælder første kapitels lyriske stemningsbillede af Stockholm i et tidligt morgengry i forsommeren, og det gælder set up’et. Historien er ikke som de to forudgående koncentreret om solisten Martin Beck, selv om han stadig er hovedpersonen. Lennart Kollberg træder ud af sin hidtidige birolle, Gunvald Larsson debuterer (foreløbig som ”den onde politimand” – det skal ændre sig). Endelig er der vigtige opgaver til Fredrik Melander og Einar Rönn. Alle bidrager de til opklaringen. Sjöwahlöö er kort sagt gået over til McBains koncept for ”den kollektive politiroman”.

Det er også i dette bind, den politiske agitation begynder at sive ind. Det sker foreløbig kun i bisætninger. Det er ikke svært at følge Kollbergs ræsonnement tidligt i handlingen: Han tænkte også på den hurtige kriminalisering af dette samfund, som i sidste ende trods alt måtte være et produkt af ham selv og de andre mennesker, der boede i det og havde ansvaret for dets tilblivelse. Så sker imidlertid springet. Det diskutable samfund er skurken. Narkotikamisbruget blandt unge byggede på en katastrofal filosofi, der var blevet fremprovokeret af det herskende system. Og mange hjemløse, der er fuldt arbejdsdygtige og stort set ordentlige mennesker, kan ikke finde tag over hovedet som følge af en mislykket samfundsplanlægning. Det er fornøjeligt at blive mindet om, hvordan det mystiske begreb ”systemet” spillede samme absurde rolle i tressernes venstreorienterede argumentation, som det lige så uigennemskuelige plusord ”markedet” spiller i nutidens vision fra højre.

Sjöwahlöö blev i sin tid rost for deres politiske stillingtagen. Det er svært at gentage de lovord i dag, dertil er ”analysen” for jammerligt énsidig. Men det er også ligegyldigt. ”Manden på altanen” er ikke en pamflet. Det er en fuldgod roman, der står sig i bogstrømmen trods de fyrre år, den har på bagen. Som norske Jo Nesbø skriver i et præcist forord: ”Læserens opmærksomhed geares op fra første sætning. Og den geares aldrig ned igen”.

Det er glædeligt, at den svenske titel omsider er blevet korrekt oversat – på dansk står den ensomme mand i første kapitel ikke på en ”balkon”, men naturligvis blot på en ”altan”. Der er jo ikke tale om en herskabslejlighed på Östermalm, men om en førtidspensionists nussede etværelses.

Værd at genlæse, slet og ret nødvendig at nylæse. Anbefales.