Maj Sjöwall og Per Wahlöö: Strisser, strisser. Nyoversat af Bjarne Nielsen efter ”Polis, polis, potatismos”(1970). Modtryk 2007. 237 sider, 99 kr.

Et kultiveret middagsselskab på Malmös mest distingverede restaurant. Værten – erhvervsmatadoren Viktor Palmgren – er netop i gang med en vittig lille peptalk til sine afdelingschefer. En lidet iøjefaldende mand træder stilfærdigt ind i lokalet, går hen bag direktøren, retter en pistol imod hans hoved og affyrer den. Hvorefter han uden unødigt hastværk træder ud gennem det åbne panoramavindue for at forsvinde i den hede julinat.

Sådan åbner Sjöwahlöö bind seks i ”Roman om en forbrydelse”. For første gang i serien er ofret en af Sveriges magtfulde mænd, og politiets efterforskning skal hurtigt afsløre, med hvilken kynisme han skabte sin formue og sin indflydelse. Politifolkene – Martin Beck, Gunvald Larsson og Lennart Kollberg fra Rigspolitiet og Per Månsson fra kriminalpolitiet i Malmö – har ingen sympati for ofret eller for den kreds af formskårne forretningsmænd, som han omgav sig med. Men opklares skal sagen jo, den er celeber, og der er opmærksomhed omkring den helt oppe på regeringsniveau. For Palmgrens interesser omfattede også en for alle parter lukrativ eksport af våben m.v., og sligt kræver en høj grad af diskretion, da gesjæften jo er hamrende ulovlig.

Men er baggrunden for mordet dette politiske aspekt? Eller skal motivet søges i forholdet til konkurrerende koncerner eller i magtkampe inden for Palmgrens egen? Og så er der endelig den mulighed, at morderen er et af Palmgrenkoncernes ofre. Et oprør fra ”under-Sverige”, der omsider har ladet det blive pay back-time.

Palmgrens metoder afdækkes, og konsekvenserne beskrives: Afskedigede arbejdere, der står uden udkomme, når fabrikken lukkes, og mennesker, der bliver hjemløse, når ejendommen rives ned og erstattes med svinsk dyrt spekulationsbyggeri. Det er den skarpeste og mest virkningsfulde sociale kritik, Sjöwahlöö fik leveret. Og det har med romanens handling at gøre, det er ikke et indskudt essay, hvor forfatterparret blot skal lufte deres prægtige holdning (sådanne indskud findes også, især en til grænsen af det hysteriske fortegnet skildring af Stockholms fald og elendighed – se begyndelsen af kapitel 12). Men i alt væsentligt er romanen klar i sit sigte og anfægtende i sin beskrivelse.

Arne Dahl placererer i et velovervejet forord ”Strisser, strisser” blandt de ”litterært bedste i serien – den tekniske dygtighed er på toppen, og humoren måske mest veludviklet”. Det kan man være enig i, men man kan også dele Arne Dahls betænkelighed – for det er samtidig ”en problematisk bog … der personificerer 68-venstrefløjens mindst tiltalende side. Jeg tror, man på en vis måde kan tale om venstrefløjens afhumaniserede side. … Ideologien slog humanismen ud, målet fik lov at hellige midlet”.

For en læser i 2007 er forbeholdet en grund mere til at tage fat i romanen. En pokkers god historie, en blændende redegørelse for svært og længe frustrerende politiarbejde – og så et oplæg, der fordrer lang tids eftertanke. For hvor lødig er egentlig arven fra de sagnomspundne tressere?

Anbefales.