Maj Sjöwall og Per Wahlöö: Den afskyelige mand. Nyoversat af Bjarne Nielsen efter ”Den vedervärdige mannen från Säffle” (1971) Modtryk 2007. 252 sider, 99 kr.

Handlingen udspiller sig på mindre end et døgn. Kort efter midnat bliver en patient formelig slagtet på Sabbatsberg sygehus. En fremmed trænger ind på hans enestue, bevæbnet med en tung militærbajonet. Ofret er politikommissær Nyman, hvis øgenavn allerede fra hans tid i militæret har givet romanens titel. Nyman var af den gamle skole, rundhåndet med tæv til arrestanter og mistænkte, og altid skærmet af en række meniges vidneudsagn om, at der ikke var sket noget forkert – eller at han slet ikke havde været til stede på det tidspunkt, hvor mishandlingen skulle have fundet sted. En sadist i uniform, en skamplet på politiet. Han – og de par generationer af unge politimænd, han nåede at korrumpere – har ansvaret for, at offentligheden ikke solidariserer sig med ordensmagten, som den for eksempel gør i England eller de socialistiske stater, som forfatterparret ideologisk formulerer sig, visselig uden smålig skelen til virkeligheden.

Kriminalkommissær Martin Beck får med forholdsvis enkel efterforskning hurtigt identificeret gerningsmanden, men han bliver også klar over hans motiv – og så er sagen pludselig kompliceret. Det moralske regnskab går ikke op – og helt galt bliver det, da Beck forsøger at råde bod på miseren, medens drabsmanden har forskanset sig på taget af områdets højeste bygning, hvorfra han skyder på alt, der blot minder om politi. En uduelig skrivebordsinspektør, der tror på tekniske ressourcer og masser af bevæbning, leder en grotesk indsats, der udarter til en blanding af farce og tragedie, så til sidst bliver det Gunvald Larsson og Lennart Kollberg, der må rydde op.

Romanen tilbyder action, så det gør noget. Spændingen er høj over de sidste mange sider, hvor det massive, paramilitære opbud er magtesløst over for én desperat mand. Tematisk er historien en gentagelse af seriens foregående bind ”Strisser, strisser”: Morderen er det egentlige offer, ansvaret og skylden hviler på ”systemet” (og dets redebonne bødler såsom Nyman). Nyt er det således ikke, men det er skrevet så godt og overbevisende, at man formelig sluger siderne.

Jan Guillou fortæller i sit korte forord, at han oprindelig ”af princip” afskyede kriminalromaner, men Sjöwahlöös serie blev hans trøst, da han afsonede sin fængselsdom for at have røbet statshemmeligheder. ”Læsningen forandrede mit liv”, og det blev inspirationen til de spændingsromaner, som han siden skrev.

Anbefales.