Maj Sjöwall & Per Wahlöö: Manden som gik op i røg. Nyoversat af Bjarne Nielsen efter ”Mannen som gick upp i rök” (1966). Modtryk 2007. 232 sider, 99 kr.

Opus to i Sjöwahlöös tibinds serie. Kriminalkommissær Martin Beck sendes til Budapest, hvor en svensk journalist er forsvundet. Ingen vover at nævne navnet Raul Wallenberg, men de høje herrer i udenrigsministeriet er nervøse. En skandale må for enhver pris forebygges.

Martin Beck opnår en venlig kontakt med det kompetente og sympatiske ungarske politi, ligesom han hygger sig i den fremmedartede, charmerende storby. Det nærmer sig turistpropaganda, og det virker ikke helt overbevisende, når man betænker, at det foregår kun ti år efter den opstand, som slog de første afgørende revner i myten om det sovjetiske imperiums herligheder.

Martin Beck løser naturligvis problemet ved intelligent slid med de få spor han kan finde i det fremmede og hjemme i Stockholm. Plottet er snævert – reelt er der kun stof til en novelle.

Det er interessant, at romanen (ligesom forgængeren ”Roseanna”) i så høj grad er koncentreret om Martin Becks person. Han har kun Lennart Kollberg som ”sidekick”, de øvrige politifolk er henvist til statistroller. Altså et arrangement, der minder om den traditionelle britiske politiroman, hvor hovedpersonen er en næsten ensom kriminalchef. Lidt over midten af 1960’erne blev Sjöwahlöö opmærksomme på Ed McBains kollektive politiromaner, hvor alle medarbejdere på politiholdet tegnes i fuld figur, og hvor hver af dem yder sit til efterforskningen. Forfatterparret oversatte fire af McBains romaner til svensk, og de drejede fra og med bind tre deres egen serie om i retning af hans koncept.

”Manden som gik op i røg” er for undertegnede det svageste bind i Sjöwahlöös serie. Selv om den i Leif Davidsens velskrevne forord betegnes som ”en fantastisk roman”.