Fredrik Skagen: Blomster og blod. Oversat af Ole Lindegård Henriksen efter ”Blomster og blod” (2000). Modtryk 2002. 306 s. 299 kr.

Trondheim januar-marts 2000. Det synes uvirkeligt, at den fredelige domkirkeby skal opleve noget, der minder om en serialkillers vidløse hærgen. Tre kvinder myrdes med knap en må-neds mellemrum – de får simpelthen skåret struben over. Der er så godt som ingen spor at arbejde med for førstebetjent Arne Kolbjørnsen og hans kolleger i kriminalpolitiet. Og der er meget lidt at skrive om for Adresseavisen, hvor kriminalredaktionen er bemandet med Wil-liam Schrøder og Ivar Damgård.

Presse og politi har hver sine metoder og værktøjer. Der er dermed forskellige udgangs-punkter, når de søger at trænge ind i mystikken. Og det er ikke nemt, for Fredrik Skagen skal man ikke tro over en dørtærskel. Han er en finurlig plotmager, og han kunne ikke drømme om blot at levere en ny version af den udtrådte amerikanske massemords-model. Løsningen er overraskende – sagen får en ganske anden karakter. Det er læseren (desværre) advaret om i indskudte afsnit, hvor den anonyme drabsmand fremlægger sin forvrængede opfattelse af virkeligheden. Det forfatterkneb gør romanen mindre spændende, og det klæder heller ikke krimikonceptet, at Skagen til slut selv må fortælle en morders historie i stedet for at lade sine detektiver afsløre den.

Til gengæld tegnes et realistisk billede af en nutidig skandinavisk virkelighed. Antallet af personer i romanen er stort, og de får alle så megen individualitet, at læseren kan holde dem ude fra hinanden. Romanen er første bind af en planlagt serie med de to journalister i centrum. Det skal blive interessant at følge deres fremtidige bedrifter.