KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Kim Småge: En kernesund død. Oversat af Valente efter “En kjernesunn død” (1995). Klim 1998. 318 sider, 325 kr.

Politiassistent Anne-kin Halvorsen fra kriminalafdelingen i Trondheim render uforvarende ind i den moderne topidræts misbrug af stimuli og hormonpræparater. Hun overværer tilfældigt, at en håbefuld konkurrencesvømmer drukner i svømmehallen - en teenagepige, som forældre og træner nærede de største forventninger til. Det viser sig snart, at ulykken ikke er så uforklarlig endda: En overdosis styrkende medicin er årsagen.

Samtidig har Anne-kin stigende problemer med lillebror Kristian. Han er sidst i den svære overgangsalder og vil nu udvikle de flotte muskler, som teenagedrenge tror, teenagepiger tænder på. Midlerne er som bekendt lige så farlige som de er effektive.

Til de anabolske steroider og de øvrige medicinske præparater kommer som noget nyt “psykisk dope”. En psykolog og lydtekniker har udviklet et program med kassettebånd, der indeholder hidsende musik og ildnende pep-talks. Lytteren hypnotiseres til at ville dominere, kræve sejren. Også den idé udvikler Kim Småge, så budskabet går ind. En perverteret og skræmmende videreførelse af øjeblikkets syge snak om management, moralen fra kanindræ-berkurserne etc.

Et præcist billede fra et hjørne af den norske (skandinaviske) virkelighed sidst i 1990'erne. Relevante problemer, lagt ind i en spændende politiroman. Den afsluttende løsning er en smule abrupt og beror i for høj grad på sammentræf (der dog ikke er helt tilfældige). Trods den skønhedsplet har Kim Småge leveret en vedkommende og engagerende krimi.

Med føje belønnet med Rosenkrantz-prisen som bedste krimi på dansk i 1998.