Gunnar Staalesen: Ansigt til ansigt. Oversat af Ilse Haugaard efter ”Ansikt til ansikt” (2004). Vindrose 2004. 293 sider, 329 kr.

For tolvte gang beretter privatdetektiven Varg Veum i en roman om en sinister sag i det ellers så tilforladelige Bergen. Den udspiller sig i 1993 og begynder dramatisk, da Varg en sen aften i oktober kommer tilbage til sit ramponerede kontor – og der sidder så i venteværelset en død mand. Det er den 41-årige gymnasielektor Erlend Ekerhovd. Varg har aldrig talt med ham, de havde ingen aftale, men manden er der – eller var der. Den umiddelbare undersøgelse af den døde viser blot, at han blev ramt af et hjertetilfælde, og politiet kan i første omgang henlægge sagen. Det kan den dødes enke ikke, hun engagerer Varg til at finde ud af, hvad der drev Erlend i døden.

Sporene fører Varg til det kollektiv, hvor Erlend boede midt i 1970’erne. Dengang en gruppe studenter, der for de flestes vedkommende dyrkede den revolutionære venstrefløj, Mao og hans albanske lillebror. Nu er de spredt for alle vinde, én er endt som konservativ rådmand, én er byggematador, én arbejder i politiets efterretningstjeneste. Kollektivet gik under, da den smukke Hildegunn med lavmælt karisma gjorde sin entré i 1977. Hun etablerede på skift forhold til gruppens mænd og kvinder, sammenholdet brød sammen, og snart var det hele kun et minde. Hildegunn selv druknede sig et par år efter - og det var så den triste historie. Eller var det?

Erlends enke har fundet nogle notater, der viser, at Erlend i dagene før sin død på ny havde beskæftiget sig intenst med Hildegunns død. Så det er op til Varg at finde ud af, hvad der skete dengang for femten-tyve år siden. Det viser sig, at det ikke er ufarligt at rode op i fortiden. Der er gammel, stadig ulmende jalousi. Der er en skræmmende forbindelse til en nordirsk IRA-terrorist, som en tid blev skjult af folk med forbindelse til kollektivet. Og der er navnlig masser af fortid, som bedsteborgerne ikke ønsker at få frem i lyset nu. Både hemmeligheder, skam og politisk korrekte fortielser.

Med andre ord: Klassisk krimi. Fortalt roligt og sindigt, men nok med de overraskelser og chok, der hører sig til. En sand lise, hvis man lige læst et par moderne thrillers, der – inspireret af øjeblikkets film – billedligt talt smider omkring med det håndholdte kamera, så tilskueren mister enhver orientering.

Staalesen kan håndværket. Som altid krimi på det høje niveau. Anbefales.