![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
|
||||||
|
Gunnar Staalesen: Dødens drabanter. Norsk Gyldendal 2006. 365 sider. (Dansk udgave: ”Forfulgt af død”. Oversat af Ilse M. Haugaard. Vindrose 2007. 313 sider, 300 kr.) |
||||||
|
Plottet er simpelthen overvældende i Staalesens trettende roman om Varg Veums bedrifter. Langsomt afdækkes relation efter relation mellem de mange personer, der har haft en rolle i den fortvivlende historie om Jan Egil Skarnes’ opvækst. En del foregår i de tyndt befolkede norske dale, hvor der nok er langt mellem menneskene, men til gengæld familiebånd, venskaber og fjendskaber, der knytter skæbnerne sammen. ”Vi er så få her i landet”, som en stor norsk digter skrev i en ganske anden sammenhæng. Jan Egil er født i 1967. Hans 21-årige mor var allerede da omtåget af narkomisbrug, så socialvæsenet var fra begyndelsen inde i billedet, da spædbarnet skulle afgiftes. Varg fik sin første kontakt med drengen, da han som medarbejder ved børneværnet i Bergen var med til at tvangsfjerne ham fra hjemmet i 1970. Jan Egil blev – i en procedure, som skal vise sig ikke at have været ganske fin i kanten – bortadopteret. Var det nye hjem så godt nok? Næppe, også her var der skeletter i skabene, og i 1974 omkom adoptivfaderen ved et fald ned ad kældertrappen. Faldet indtraf angiveligt under et skænderi mellem adoptivforældrene, og adoptivmoderen tilstod og blev dømt for drab eller for ”vold med døden til følge”, en afgørelse, som måske ikke var rigtig, for var det i virkeligheden den små Jan Egil, der skubbede, eller var der måske en tredje mand på scenen? Børneværnet trådte til igen, og Jan Egil havnede i familiepleje på en afsides landejendom. Måske var det engagementet i den sag, der endeligt knuste Vargs illusioner om de sociale myndigheders muligheder for at hjælpe et kuldsejlet barn. Han kvittede det faste job og etablerede sig som privatdetektiv i Bergen. I 1984 kalder Jan Egil på ny på Varg. Plejeforældrene er fundet brutalt skudt ned, og Jan Egil har forskanset sig nær gården med et gevær og med den jævnaldrende Silje (kæreste eller gidsel?). Han vil kun tale med Varg, som han åbenbart husker positivt. Varg iler til, og han kan da også hjælpe knægten ud af den farlige situation, men han kan ikke afværge, at den nu 17-årige unge mand arresteres og siden dømmes for dobbeltmord. Selv om Varg aner et andet mønster, da han begynder at forske i de mange relationer mellem de berørte mennesker – naturligvis uden at kende alle forbindelserne. Jan Egil løslades i 1995, og nu vil han have hævn – Varg erfarer, at han står på den ”dødsliste”, som den efter ti års fængsel fuldbefarne psykopat og forbryder har udarbejdet. Tilsyneladende har Jan Egils biologiske mors mand (der også er Siljes farbror) allerede måttet lade livet for Jan Egils hånd. Denne gang vil Varg til bunds i sagen – er Jan Egil massemorder, eller er han tragediens virkelige offer, både som besværlig kastebold mellem myndighederne, og som den, der kom i klemme mellem mere og mindre velmenende slægtninge og plejefamilier? Romanens handling begynder således i 1995, men hovedparten er lange tilbageblik på Vargs tidligere møder med Jan Egil. Det er en nervepirrende spændende historie, der – som altid hos Staalesen – i sidste ende er fuldstændig logisk og sammenhængende (man er vel ikke for ingenting den nok mest drevne plotlægger i Skandinavien!) Det er en sort og oprørende fortælling om et menneske, der fra fødslen havde små chancer, og som systematisk mistede de få, han fik. Nogle anmeldere har læst det som en barsk kritik af myndighedernes svigt, men det holder ikke. Socialvæsenets folk (med Varg i spidsen) har ydet snarest mere end det, man kunne forvente og håbe. Det samme gælder adskillige af de mennesker, der på det personlige plan har haft en plads i Jan Egils liv. Andre har så brugt ham i deres infame spil – han er jo den oplagte syndebuk, når dystre folk skal sikre sig imod afsløring. En godt fortalt, rystende skæbnefortælling, en fabelagtig krimi og en – trods uhyrlighederne – inciterende og engagerende roman om nutidig virkelighed, når den er værst. Bedre gøres det ikke på vore længdegrader. Anbefales.
|
||||||