Gunnar Staalesen: Kalde hjerter. Norsk Gyldendal 2008. 283 sider.

Dansk udgave: Kolde hjerter. Oversat af Ilse M. Haugaard. Vindrose (?) 2009. 273 sider, 299 kr.

Selv hadde jeg ikke mye å si. Vittighetene lå dypt begravet denne mørke januarkvelden. Sådan sammenfatter Varg Veum resultatet af sit opklaringsarbejde i en i alle henseender afskyelig sag. Det begynder, da en prostitueret ung pige beder om hans hjælp til at finde en veninde, der er forsvundet. Klienten har gået i klasse med Vargs søn, så han føler sig på forhånd en lille smule impliceret. Det bliver en deprimerende tur rundt i Bergens underverden – prostitution, brutale alfonser og narko. Året er 1997, Varg er 55 år gammel, og han har ikke mange illusioner i behold efter en årrække som privatdetektiv. Alligevel rystes han.

Vargs efterforskning fører ham hurtigt til et gerningssted – om end det tager lang tid, før han kan gennemskue, hvilken forbindelse den dræbte har haft til den forsvundne pige. En fortvivlende sag skal først rulles op. Det handler om et håbløst hjem og om børn, som blev svigtet – og det ikke blot af deres forældre. Efterhånden er der tale om fire mord, og sådan set løser Varg sin opgave, men resultatet er kun yderligere depression.

Det er den fjortende roman om Varg Veum, og den betegner en fortsat udvikling i retning af barsk socialrealisme. Som citatet foran viser, er Varg ved at miste sit gode humør. Han har ingen lindring at bringe til dem, der blev ofre for andres begær efter magt, penge eller sex. Han kan gennemskue, hvad der er sket, han kan (i al fald til dels) forstå, hvorfor det er sket, men han kan ikke hindre, at det vil ske igen. Og børnene er de svageste, så det er antagelig også næste gang dem, der bliver ramt hårdest.

Staalesen lader dog et par unge mennesker slippe bort fra tristessen, de får en chance for et bedre liv et andet sted. Og Varg kan også fejre sin søns bryllup med en helt dejlig kvinde. Så måske er der alligevel et lys for enden af tunnelen.

Det må man i al fald håbe. For Staalesen er så djævleblændt dygtig en forfatter, at læseren ikke undgår, at historien brænder sig ind i sindet. Man bliver klogere, man bliver skræmt – og man får et par dage med et sort syn på tilværelsen.

Anbefales.