Gunnar Staalesen: Som i et speil. Gyndendal norsk forlag 2002. 290 sider.

Gunnar Staalesens første roman om privatdetektiven Varg Veum kom i 1977, den indtil nu seneste i 1995. Veum har i den række bøger sikret sig en førerposition blandt skandinavisk kriminallitteraturs (få) professionelle privatdetektiver, og hans hjemby Bergen er kommet på krimikortet som en farlig metropol. Veum lå i dvale, medens Staalesen skrev sin trilogi om 1900-tallet, som Veum dog fik lov at afslutte i sædvanlig fornem stil. I 2002 er han fyldt 60 år, og måske for at fejre det har Staalesen nu sat ham på scenen på ny – dog i en historie, der udspiller sig for en halv snes år siden.

Det er som sædvanlig Veum selv, der fortæller om det, der sker i 1993. Hans sag har stærke rødder i fortiden, og sandheden om dengang røbes efterhånden af en række vidner, hvis forklaringer toner over i beretninger i neutral tredje person-stil. Det kan lyde forvirrende, men fungerer så gnidningsfrit, at læseren næsten ikke bemærker disse skift i forfattervinklen.

Historien begynder, da Veum engageres af den effektive advokat Berit. Hendes søster og svoger er tilsyneladende forsvundet, og hun frygter, at der er sket noget forfærdeligt. Måske under indtryk af den tragedie, hun ikke kan komme fri af: For 35 år siden, da hun og søsteren var ganske små piger, begik deres mor selvmord sammen med sin elsker. De kørte bilen ud i en bjergsø og druknede.

Berit vil ikke tale om fortiden, men Veum opdager hurtigt, at det er den, som presser sig på, dog i konkurrence med foruroligende udsagn om det sært lukkede shipping-firma, hvor Berits forsvundne svoger arbejder. Veum kan gennemskue, at firmaets service også omfatter fragten af farligt affald til afrikanske stater, hvor foretagsomheden ikke hæmmes af miljøkrav om sikkerhed og rensning. Den trafik er ikke strafbar, men dog temmelig skummel – og måske indeholder den container, som firmaets skib har med tilbage til Norge, noget endnu værre!

Sagen skrider langsomt frem. Der er gode grunde til, at de mange, der véd noget, længst muligt holder denne viden (eller de afgørende dele af den) tilbage. Farligheden bliver stadig mere lurende, Veum kommer ud for et overfald, som han kun med nød og næppe overlever. Han bliver klar over, at intet er som det foregiver at være. Men hvad skjuler løgnene? Er det ubændige lidenskaber over to generationer, eller er det de anløbne hemmeligheder i firmaet? Han véd det længe ikke, men det begynder at dæmre, da han sent i romanen uventet står over for et blodigt lig – og det er naturligvis slet ikke den person, som han og læseren ventede var i fare.

Det er en spændende og sort roman, Staalesen har valgt til at markere Veums come back. Som altid med et kompliceret, men logisk plot. Blot kunne man unde Veum en gang at møde en sympatisk personkreds. Muligheden antydes med den kvindelige journalist, der sætter ham på sporet af shipping-firmaet. Han prøver senere at ringe til hende, men telefonen svarer ikke.

Tilbage er kun den melankolske jazz, der betyder meget for Veum og for en række af romanens personer. Om end der er en ironisk klang, også over musikken. Sagen er jo ikke just en illustration til Yesterday, all my troubles seemed so far away …

Anbefales.

Forlaget Vindrose udsendte 2003 ”Som i et spejl” i Ilse M. Haugaards oversættelse (287 sider, 329 kr.)