Gunnar Staalesen: 1900-tals-trilogien. (”1900 - Morgenrød”, ”1950 - High Noon” og ”1999 - Aftensang”). Norsk Gyldendal 1997 – 2000.

Gunnar Staalesen er bedst kendt som kriminalforfatter. Han sendte i 1977 Varg Veum ud på the mean streets i Bergen. Det er blevet til ti romaner, der har modbevist påstanden om, at der ikke kan skrives troværdigt om en professionel privatdetektiv i velfærds-Skandinavien. Konceptet er Chandlers, men det er overført så godt, at også de, der sværger til den hårdkogte amerikanske stil, har bøjet sig. Man har sammenlignet Staalesen med Dan Turéll, men det er ikke træffende. Turélls intriger indeholder adskillige løse ender og usandsynlige sammentræf, Staalesens plot er altid præcist og gennemarbejdet. Turélls force var den sproglige musik, der løb som et soundtrack under handlingen. Staalesens prosa er enkel og økonomisk - for en gammel jurist kan den minde om præmisserne i en velskreven højesteretsdom.

I 1997 søsatte Staalesen et ambitiøst projekt: En trilogi om 1900-tallet, bestående af ”Morgenrød”, ”High Noon” og senest i 2000 ”Aftensang”. De to første bind er allerede udkommet på dansk (men da Staalesen skriver et klassisk norsk, er det nemt at læse ham på originalsproget). Hver af romanerne er på hen ved 550 sider, og persongalleriet er krævende stort. Handlingen udspiller sig i det væsentlige i Bergen, hvor den følger fire-fem generationer i op mod en halv snes familier, viklet ind i hinanden gennem ægteskaber, venskaber eller fjendskaber. Det bliver til mange gode historier, som samler sig i tidsbilleder. Første bind med vægten lagt på en næsten oprørende skildring af undertrykkelsen i datidens halvt feudale klassesamfund, derpå udviklingen til nutidens Norge med ligestilling, men også med utryghed og kynisk materialisme. Staalesen er ikke optimist, men er dog næppe enig, når en 100-årig i sidste bind sammenfatter sin vurdering i et fødselsdagsinterview: Stort verre kan det neppe bli. I al fald kvindernes langsomme frigørelse - der hele tiden er en del af baggrunden - står som et fremskridt.

For en nordmand er 1900-tallet de første hundrede år af nationens selvstændige historie - efter 500 års dansk og svensk besættelse. Og for alle i Skandinavien er det ”socialdemokratiets århundrede”, hvor sliddets slægter erobrede plads ved samfundets bord. I Norge med barskere strejker og opgør end i Danmark - de præsenteres i handlingens løb - og i søfartsbyen Bergen også med en stærk opposition fra venstrefløjen, kommunisterne og siden maoisterne (frysende skildres ensretningen i en gruppe unge, der ser Albanien som socialismens sidste fyrtårn i Europa).

De internationale begivenheder kommer med, når de får konsekvenser i den gamle hansestad. Alle mennesker véd som bekendt hvor de var, da de hørte om skuddene i Dallas november 1963 (bortset selvfølgelig fra de 2/3 af klodens befolkning, der er født siden hen). Staalesen følger det op ved at fortælle hvor og hvordan hans hovedpersoner rammes af chokket.

Bergen har sine tragedier. Den voldsomme bybrand i 1916, eksplosionen på et ammunitionsskib i havnen i 1944 eller de bysbørn, der omkom, da olieplatformen Alexander Kielland kæntrede under en orkan i 1980. Og især naturligvis den nazistiske besættelse 1940-45. En grundig repetition, hvis nogen skulle have glemt det.

Endelig er der de polemiske greb. En af hovedpersonerne er forfatteren Hjalmar Brandt, rigmandssønnen, der blev engageret kommunist. Hans skuespil om skibsrederne, som kynisk lader de menige sømænd gå til, får sin tumultagtige skandalepremiere på Bergens teater i 1932. Modellen er tydeligvis Nordahl Griegs ”Vår ære og vår makt”. Grieg formulerede i ”Ung må verden ennu være” stærkest stalinismens fascination: Prøven er at De skal brenne for deres parti, når De synes det har urett (et apropos til Moskva-processerne!) Grieg skrev også patriotiske digte om Norge og om besættelsen, og de og hans død i 1943 har gjort ham til et ukrænkeligt, nationalt ikon. Staalesen lader - næsten ondskabsfuldt - Hjalmar Brandt overleve krigen, glide ind i den kolde krigs nådeløse lys og ende som en bitter mand.

Og sluttelig er der menneskers kærlighed og kvaler med den. Det er på højt niveau et sidestykke til danskernes elskede ”Matador”. Forfatteren holder af sine personer, engagerer læseren i deres skæbne. Beskrivelsen af den 80-årige Sven Attle Molands død under en sidste fjeldvandring er på højde med Galsworthys beretning om gamle Jolyon Forsythes sidste timer.

Det hele rammes ind af en lidt indforstået vits. Historien begynder på første binds side 1 med mordet tidligt om morgenen den 1. januar 1900 på konsul Carl August Frimann. Det mord opklares sent på eftermiddagen den 31. december 1999. Det er Varg Veum, der afløser den anonyme fortællerstemme og selv redegør for dygtigt detektivarbejde. Morderens navn gemmes selvfølgelig til sidste side - side 553 i bind 3.

Staalesen byder på det hele. Fremragende, vidt forgrenet slægtsroman. Krønike over århundredet, der svandt, hvor begivenhederne på bedste vis glider fra genopfriskning af den historie, man har læst, til gensyn med den, man oplevede. Socialhistorie om langsom lighed mellem det, der en gang var skarpt adskilte samfundsklasser, og mellem kvinder og mænd - hele tiden med en klar bevidsthed om, at goder ikke vindes gratis. Og afslutningsvis en fin lille krimi.

(Trykt i Litteraturmagasinet STANDART 2001, nr. 2)