Jan-Sverre Syvertsen: Øjne blå. Oversat af Sara Koch efter ”Øyne blå” (2006). Modtryk 2006. 236 sider, 249 kr.

Helt unge teenagepiger, der leger med ilden – og for sent opdager, at nu leger ilden med dem. Så kort kan plottet i norske Jan-Sverre Syvertsens debutroman måske sammenfattes.

Historien begynder, da fjortenårige Tonje forsvinder. Myndighederne i Skien har ikke meget at gå efter, før en uhyggelig sandhed viser sig, da politiets dataenhed i Oslo finder pornografiske fotos af Tonje på Internettet. Det går op for kriminalbetjent Lisa Lunde, at Tonje og hendes veninder har tjent penge ved at pirre pædofile mænd med frække tilbud pr. mail. Nu har et perverteret netværk fat i Tonje, og det er højst professionelle folk.

Skolepsykologen Sander Mørk kan bistå Lisa med sin faglige viden om afsporede sind og med sin trænede evne til dog at tale enkelte oplysninger ud af de små Lolita’er. Sagen bliver stadig mere presserende, ikke mindst efter fundet af en anden forsvunden pige, der er blevet brutalt myrdet.

Det norske politi når omsider frem til netværkets lokale repræsentant, og Sander tørner tilfældigt ind i den internationale bagmand. Så er scenen klar til en barsk finale.

Bogen betegnes på omslaget som ”kriminalroman”. Det er lige ved, at der ikke er dækning for det. Der er længe spænding om Tonjes skæbne, men spændingen holder ikke, da en række kapitler helliges overvejelser hos de skyldige – det er simpelthen for kvalmende. Bedre bliver det ikke af, at disse indskud garneres med antydninger om, at Lisa, Sander og flere med dem bærer på svære traumer efter grimme oplevelser i deres fortid – sidetemaer, der ikke vedkommer hovedhistorien, og som dermed hæmmer dens fremdrift. Der er dog på et enkelt punkt en vigtig sammenhæng, men det er en aldeles usandsynlig konstruktion, som læseren ikke accepterer.

Tidligt i forløbet forklarer Lisa, at politiets tid går med rutineopgaver, som skal løses, selv om de normalt ikke fører nogen vegne. Og mig, der troede, at efterforskning var et spændende arbejde, svarer Sander. Ja på tv, sagde Lisa. – ”Cold Case” og ”Beck” og alle de andre. Hvis jeg havde oplevet så meget på et år, som de gør i en enkelt episode, måtte jeg fjerne ordet rutine fra mit vokabular. Det er netop problemet. En krimiforfatter må skabe et univers, der er mere interessant end summen af dagligdagenes rutiner, men som alligevel overbeviser. Ingen af delene lykkes for Syvertsen.