Andrew Taylor: Blodrøde spor. Oversat af Ib Poulsen efter „Death’s Own Door“ (2001). Klim 2004. 309 sider, 339 kr.

For sjette gang beretter Taylor om et mysterium i provinsflækken Lydmouth på grænsen mellem England og Wales. Tiden er atter de tidlige 1950’ere, detektiven kriminalassistent Richard Thornhill. Han er skamfuldt forelsket i journalisten Jill Francis, som efter nogle bitre oplevelser i det mondæne London for en tid har søgt fred i et mere adstadigt job ved den lokale avis. Kærligheden mellem de to er uoverkommelig, for Thornhill har jo sin gode hustru Edith, og de har sammen to børn.

Denne gang er Edith hovedpersonen. Hun har naturligvis sin stærke anelse om forholdet mellem manden og elskerinden, og det prøver hun at leve med. Hun har også en fortid – en forelskelse for mange år siden, da hun atten år gammel ferierede hos sin mormor i den nærliggende by Trenalt og der traf charmerende, fandenivoldske Hugh, som så ulykkeligt omkom. Nu tager hun til Trenalt for at deltage i begravelsen af den lille bys matador, en garvet, højtdekoreret veteran fra første verdenskrig, som helt uventet har begået selvmord. Edith møder sin fortid, og hun bliver klar over, at hun dengang forstod kun meget lidt af relationerne mellem de mennesker, hun traf i Trenalt. Der var stærkere lidenskaber på spil, end det hun som selvcentreret teenager registrerede, og lidenskaberne er der stadig, også hendes egen opdager hun til sin forskrækkelse. Et mord støder til, og så må Richard på banen som opdager, Jill som reporter. Det er Edith, der kan vise vejen til sandheden, men tør hun det, og vil hun det?

Læseren bliver tidligt klar over, at det drejer sig om den dengang mest forbudte af alle kærlighedens varianter, nemlig kærligheden mellem mænd. Homoseksualitet blev mødt med voldsomme fordomme, velmenende psykiatere forsøgte at helbrede afvigerne med afskyelig chokterapi, og enhver mulighed for karriere eller position var forspildt, hvis bøssen først kom ud af skabet. Sådan er det til dels endnu i 1953, men fronterne er dog tøet en smule op.

Sagen finder sin lurvede opklaring, nogle mennesker finder uventet sammen, og Jill og Richard aner en mulig fremtid, Edith måske det samme. Der er opbrudsstemning i romanens sidste del, og måske er det enden på sagaen fra det beskedne, sammenspiste Lydmouth – byen, hvor personer med mere indflydelse end forstand trækker i trådene, og hvor Richard som politimand tit har haft en fornemmelse af, at det halve af byen vidste mere om det hele end han selv gjorde, og havde tænkt sig, at sådan skulle det vedblive med at være.

Fortrinlig periodekrimi, der vil noget. Anbefales.