KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Andrew Taylor: Hvor rosen mister sin pragt. Oversat af Ib Poulsen efter ”Where Roses Fade” (2000). Klim 2002. 334 s. 295 kr.

For femte gang præsenterer Taylor et mysterium fra provinskøbstaden Lydmouth tidligt i 1950.erne. Atter med den gifte kriminalassistent Richard Thornhill som detektiv, lejligheds-vis bistået af sin elskerinde, journalisten Jill Francis. Jill har denne gang mindre at skaffe i forbindelse med opklaringen af romanens mordmysterium, men hun fylder des mere i Thornhills frustrerede hverdag. Det er ærlig talt ved at være en trættende romance – den er sært iltfattig, akkurat som tiden og luften, der synes at stå stille i det lille, isolerede efter-krigssamfund.

Kriminalintrigen handler om den unge servitrice Mattie Harris, der findes druknet i Lyd-floden, men åbenbart mødte døden andetsteds og måske blev offer for en forbrydelse. Hun var mere end almindeligt løs på tråden, og det er penibelt, at Thornhill finder indicier for, at hun også betjente byens bedste borgere. Spidsernes usynlige, men effektive netværk kommer i funktion, og det bliver en svær tid for Thornhill.

De handlingselementer er unægtelig set før, men trods plottets manglende originalitet og trods hovedpersonernes trivielle affære har romanen sine gode kvaliteter. Taylor skriver bandsat godt, og tidsbilledet er nok en gang fascinerende. Han lægger effektivt op til sine pointer (og har rigeligt af dem), og han kan flere gange midt i det velkendte pludselig dreje sin historie til noget uventet og originalt.

Konklusion: Ikke et must, men værd at læse.