Alison G. Taylor: Kvindehuset. Oversat af Gerd Have efter ”The House of Women” (1998). Klim 2005. 303 sider. 299 kr.

En 57-årig herre sidder død i sin lænestol. Edward Jones kiksede for mange år siden på tærsklen til en videnskabelig karriere. Det blev kun til et prisbelønnet essay om skumle ting i det walisiske samfunds fortid. Nu logerede han stilfærdigt hos en niece, omgivet af stakke af bøger og omhyggeligt sorterede notater, udkast og udklip. Ensom, bortset fra et nært forhold til niecens usædvanligt velbegavede teenage-datter Phoebe. Hende kunne han udveksle tanker med – og til hende kunne han videregive den visdom, som mange års studier havde velsignet ham med.

Niecen bor i en herskabelig villa i en provinsby nordligst i Wales. Hendes mand er fortrukket til et lukrativt job i udlandet. Den ældste datter er lærer og alenemor. Den mellemste datter – smukke, dumme Mina – er sammen med sin uhyggelige kæreste den, der kalder ulykker og trusler ind i det, som selv uden hende ikke just havde været en idyl.

Politiet ankommer til huset med de usædvanlige kvinder. De skal foretage de rutinemæssige undersøgelser i forbindelse med dødsfaldet. Obduktionen viser, at dødsårsagen var en voldsom allergisk reaktion, fremprovokeret ved en dosis sjælden medicin – og det var ikke medicin, der var ordineret til den døde. Både han og hans læge var bekendt med allergien.

Kriminalholdet tager fat, anført af kommissær Michael McKenna. Og selv det store hus har næppe skabe nok til de skeletter, der hentes frem. Fortidens skammelige hemmeligheder, forbudne relationer og sære tragedier kommer på bordet. Sideløbende fortælles om McKennas og hans medarbejderes trængsler, både i korpset (hvor en oplagt forfremmelse går McKennas næse forbi) og i privatlivet. Tema efter tema anslås, forfatteren har en bunke på hjerte. Engelsk contra walisisk. Skyldbyrden fra de forfædre, der som slaveskibsredere skabte egnens nu tabte velstand. Gammel walisisk bardedigtning – som måske har fristet til nutidige falsknerier. Farligt misbrug af medicin. Racefordomme. Omfattende biltyverier og svindel med registreringsattester og nummerplader. En faldefærdig farm, der muligvis kan blive en guldgrube, hvis de attraktive jorder udstykkes.

Det dukker alt sammen op i endeløse samtaler. Der snakkes og snakkes – og det i grunden fortrinlige plot drukner uafvendeligt i ordstrømmene. Alle trådene redes dog omhyggeligt ud, og læseren får til stadighed nye oplysninger om den af de mange muligheder, som til sidst viser sig at være forklaringen på, at nogen slog den gamle herre ihjel. Det er ganske elegant, at det hele trods alt viser sig at hænge sammen. Men de gode kvaliteter overskygger ikke, at hovedindtrykket er omstændeligheden.