Andrew Taylor: Morderisk mørke. Oversat af Ib Poulsen efter ”The Suffocating Night” (1998). Klim 2000. 302 sider, 298 kr.

Først i 1950’erne kommer den kolde krig for alvor til Lydmouth – en stilfærdig grænse-købstad mellem England og Wales. Storbritannien har soldater i kamp i Korea, så nu tangerer det landsforræderi at ytre selv en nok så svag sympati for socialister, eller at have en fortid på republikansk side i Den Spanske Borgerkrig. Det er også mistænkeligt at røbe social forståelse, f. eks for de slemt stedte veteraner fra verdenskrigen. Nogle af dem har besat en forladt militærlejr i byens udkant. Det er en sadistisk fornøjelse for politiledelsen at sætte dem ud ved en unødigt brutal razzia.

Kriminalassistent Richard Thornhill og journalisten Jill Francis er skidt tilpas i denne betændte atmosfære – og deres indbyrdes relation er stadigt vanskeligere at håndtere. Thorn-hill har hustruen og to børn, han ikke vil svigte, og Jill opsøges af sin tidligere elsker, der nu som parlamentsmedlem skal cleares af sikkerhedstjenesten, og dermed skal oplyse om de dunkle punkter i fortiden, bl. a. det, som Jill repræsenterer. Også andre fremmede kommer til Lydmouth. En skandalejournalist, der vil lave sensationel historie ud af sagen om de ansvarsløse, antagelig arbejdssky bz’ere, som i nationens farestund har forgrebet sig på militær ejendom. Han myrdes samme nat. Samt en afsporet psykopat, der har en gammel forbrydelse at skjule – og en forladt hustru, han måske på ny kan presse penge af.

Romanen er snarere en thriller end en krimi. Der er ganske vist fem personer, der kan have et motiv til mordet på journalisten, og der er indicier, der peger også imod hver af de fire ikke-skyldige. Der er god efterforskning i politiets arbejde med disse spor, som må afsøges i en tid, hvor det er let at administrere mistanke mod samfundets små, medens parlamentsmedlemmet og den lokale redaktør skal behandles med varsomhed. Det overskygges imidlertid af beretningen om psykopaten, der tegnes uhyggeligt stærkt.

De forudgående tre periodekrimier fra Lydmouth har nærmest haft karakter af ”hyggelig uhygge”. Det foreliggende bind fire er uden forsoning eller venlighed. Barsk læsning der er skruet dygtigt sammen, men desværre skæmmes af mislyde. Det klæder ikke politiledelsen i Lydmouth at optræde, som om adressen var en flække i Mississippi. Thornhill er en begavet, hæderlig efterforsker, men han taber i format, efterhånden som han kludrer mere og mere med sin private tilværelse. Spændingen falder, når læseren på forhånd kender psykopatens hensigter og hans fortidige kriminalitet. Og den myrdede journalist var så utiltalende, at man kun kan være tilfreds, hvis hans morder klarer frisag.