Peter Temple: Den knuste kyst. Oversat af Søren Vinterberg efter ”The Broken Shore” (2005). Gyldendal 2008. 429 sider, 299 kr.

Australiens sydkyst, en fattig landsby i et koldt efterår (d.v.s. maj på de breddegrader). En ældre, velhavende mand findes gennemtævet og dræbt. Han var egnens matador, tidligere succesfuld iværksætter, nu en anset og respekteret pensionist. Det lokale politi finder hurtigt spor, der peger imod en gruppe unge aboriginere, og der lægges an til en anholdelse. Aktionen udvikler sig imidlertid til brutalt skuddrama, hvor tre af de unge dræbes. Den sidste drukner et par dage senere, tilsyneladende et selvmord. Sagen er lukket, og de frustrerede hvide australiere har fået endnu en årsag til at hade de sorte.

Joe Cashin – en overordnet kriminalinspektør fra det regionale politi – er midlertidigt placeret i området. Han skal rekreere sig efter voldsomme begivenheder, der har pådraget ham skader, som fordrer lang tids genoptræning, fysisk som psykisk. Han stammer fra egnen, og han kender derfor de lokales lukkede og afvisende holdninger over for folk, der kommer udefra. Og han kender de massive fordomme mod de oprindelige australiere. Han kunne ikke hindre tragedien ved den mislykkede arrestation, og han er ret overbevist om, at der var tale om en henrettelse, ikke et opgør med nogle flygtende forbrydere, der forsøgte at skyde sig fri. Hans gennemgang af sagen viser, at der ikke foreligger beviser af nogen vægt mod de døde unge mænd. Sent træder Cashin i karakter, men så bliver det til gengæld en effektiv afsløring af vold, magtmisbrug og korruption i politikorpset (og ikke kun det lokale). Den virkelige sandhed er værre end nogen kunne ane (om end læseren ikke er ganske uforberedt).

Det er et godt udtænkt plot, et inciterende efterforskningsarbejde og mange velplacerede chok, efterhånden som lag efter lag af afstumpethed skrælles af. Cashin og de øvrige hovedpersoner er tegnet overbevisende – kun på overfladen passer de ind i den traditionelle machorolle, hvor barske, fåmælte mænd tager tævene i den rækkefølge, de kommer. Der er andet og mere bag facaden. Psykologien er i orden, og man kommer til at holde af Joe Cashin og af den ven, som han samler op undervejs. 

Romanen er blot ét bind af en serie, der har været i gang i adskillige år. Der er mange henvisninger til begivenheder, som en dansk læser ikke kender, og det er ind imellem en smule forvirrende. Til gengæld er den aktuelle historie fortalt med grundighed (hist og her måske omstændelighed), der får mange nuancer med. Det er dystert, og der er kun sparsomt lys i tunnelens ende, men retfærdigheden sker dog fyldest.

Peter Temple er et navn, det er værd at lægge mærke til.

Anbefales.