KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Aline Templeton: Dødens dal. Oversat af Ulla Warren efter ”Night and Silence” (1999). Samlerens forlag 2002. 385 s. 288 kr.

Kærlighed er som bekendt farlig – de varme følelser kan ændre sig til had eller udvikle sig til hæmningsløs besiddelsestrang. Det er det basale tema i Aline Templetons første bog på dansk. Genremæssigt er det en usædvanlig blanding af en effektiv politiroman og en nok lidt for dramatisk historie om det isolerede samfunds udstødelse af de fremmede, som rejser til. Til slut drejer handlingen i retning af skræmmende thriller – for politifolkenes kompetente efterforskning krones ikke med en opklaring. Løsningen får de så at sige serveret – samtidig med, at landsbyens smålige had er ved at slå over i noget livsfarligt, der skaber nervekradseri over de sidste 50 sider.

Kriminalmanden David Cordiner har fået en lederstilling i den vestligste politikreds i Shropshire. Det er imidlertid en slags flugt. Arbejdet i London ødelagde hans første ægte-skab. Nu har han giftet sig på ny - med Tessa, der er en lovende maler. De priser sig heldige, da de i en landsby på den anden side af grænsen til Wales finder et gammelt, smukt hus, der også rummer et passende atelier til Tessa. Lykken bliver kort. Et professionelt sammenstød med en lokal småkriminel fører til brutal boykot fra landsbyens beboere, og den modbydelige Gavin er måske ude på mere end blot grov chikane over for Tessa.

En sygeplejerske bliver myrdet, og David får ledelsen af opklaringen af den sag. Uanset erfaringerne fra det første ægteskab prioriterer han opgaven frem for Tessa, og hun har så kun et par andre outsidere at støtte sig til. Og dér er det, at tingene for alvor begynder at løbe af sporet.

De sidste 15 pct. af bogen holder ikke. Men den største del er behændigt skruet sammen, formidlet med charmerende lune – britiske understatements, når de er bedst. Det er godt nok til at man tør anbefale romanen som helhed.