Aino Trosell: Så længe hjertet slår. Oversat af Palle Koch efter ”Om hjärtat ännu slår” (2000). Hovedland 2003. 302 sider, 259 kr.

Aino Trosell har adskillige bagtanker med denne roman – så forskellige, at det er imponerende, at hun et langt stykke ad vejen magter at få ingredienserne til at hænge sammen i en overbevisende helhed. Først er det et opgør med nynazister i øjeblikkets Sverige. De er næppe mange, men de er skrupelløse. Kendte venstrefløjsfolk og kulturdebattører dræbes undervejs – drabene refereres, men er for så vidt alene en sinister baggrund for det, der er romanens handling. For det andet drejer det sig om det redeligere liv, der leves i den fjerne landsby, hvor man ikke kender til storbyens ørkesløshed og overfladiskhed. Og for det tredje skal det være en stærkt feministisk bog. Den midaldrende kvinde har muligheden for – og hvis hun vil også modet til – at realisere sig selv, når først børnene er fra hånden. Medens ægtemanden på de 50 år resigneret lader tæppet gå ned for yderligere ambitioner, kan hun samle op på det legelystne, glade, selvforglemmende og sociale.

Alt det lyder unægtelig som en suite kedsommeligt korrekte prædikentekster. Og det bliver da også et par gange mere en forkyndelse af forfatterens udmærkede synspunkter end en beretning om, hvordan hendes hovedperson tager udfordringerne op, efterhånden som de møder hende. Hun er længe naiv som heltinden fra en krimi først i nittenhundredetallet (”had I but known!”), og hun pådrager sig ved sin sludrevorne krammen ud med svagt funderede mistanker i høj grad selv de ulykker, der til slut truer hende. Det er vist ikke helt det, voksne kvinder vil forstå som feminisme!

Historien fortælles af Siv Dahlin. Hun bor i Göteborg, og hun er tilfreds med sit meningsfulde arbejde som plejehjemsassistent og tryg i ægteskabet med den idealistiske fagforeningsmand Jan. Hun glæder sig til de gode år, de skal have, nu da datteren er flyttet til sit eget. Hele den verden ramler, da hun bliver klar over, at Jan har indledt en affære med en yngre kvinde, der har både det udseende og den akademiske uddannelse, som Siv ikke besidder. Tilbage er Sivs stolthed og hendes veludviklede retsfølelse. Hun bryder op, og da hendes moster netop er død, beslutter hun at flytte til hendes hus, der ligger i et øde område i det vestlige Dalerne.

Siv får arbejde på det lokale garveri, og hun begynder målbevidst at tilpasse sig sit nye liv, finde de nye muligheder og etablere nye sociale kontakter, ikke mindst et nært forhold til den jævnaldrende Niels, der bor på naboejendommen og driver sin internetforretning derfra. Alt er imidlertid ikke idyl. Siv begynder at fornemme trusler omkring sig, ikke mindst efter en tilsyneladende arbejdsulykke, der koster en ung medarbejder på garveriet livet. Hun hæfter sig også ved et par uforklarlige detaljer i forbindelse med mosterens død, og langsomt udvikler hendes historie sig til en veritabel thriller. Siv har selv sin rod i det afsides samfund og er derfor accepteret. Men generelt er stedets tone fremmedfjendsk, og menneskene er mere lukkede om deres hemmeligheder end naboer og kolleger var i Göteborg. Siv kommer også (en del senere end læseren) i tvivl om, hvem og hvad Niels egentlig er. Det bliver efterhånden nærgående farligt, og kulminationen er en livsfarlig jagt gennem det mørke, tilfrosne skovområde. Det sker på snescooter, men er så hæsblæsende som selv de gode film har svært ved at gøre det traditionelle bilopgør i San Franciscos stejle gader.

Trosells roman er – trods hovedpersonens tvetydighed – spændende, medmenneskelig og original. Den fik Svenska Deckarakademins pris som den bedste svenske i 2000.

Værd at læse.