Jill Paton Walsh & Dorothy L. Sayers: A Presumption of Death. Dodder and Stoughton, (London) 2002.

Dorothy L. Sayers havde stort set gjort sig færdig med sin detektiv lord Peter Wimsey midt i 1930'erne. Hun vendte imidlertid tilbage til romanseriens populære figurer, da hun i et par måneder omkring årsskiftet 1939-1940 bidrog med en klumme i magasinet Spectator. Klummerne var formet som breve fra de fiktive personer, hvor de fortalte om deres oplevelser i Englands første krigsvinter. Sigtet var naturligvis at bidrage til den nationale kampvilje, men Sayers’ ironiske understatements var nok ikke helt egnet til formålet – projektet blev i al fald skrinlagt.

Jill Paton Walsh har brugt disse fiktive breve som et udgangspunkt for sin ny roman om Wimsey og hans Harriet. Dels danner et par af brevene prolog, dels citeres passager fra dem hyppigt (ligesom der er mange referencer til Sayers’ historier). Det foregår i de første måneder af 1940. Wimsey selv er sendt i farlig mission til et ukendt sted på det tysk beherskede kontinent. Harriet og deres børn bor i den afsides landsby, hvor parrets weekendhus Tallboys ligger. Landsbyens befolkning er mere end fordoblet med de mange, der er evakueret fra London eller som er flyttet ud for at bidrage til landbrugsproduktion og anden krigsindsats. Walsh illustrerer med en række fint sete episoder kultursammenstødet mellem disse storbymennesker og de adstadige indbyggere i et lukket lille samfund, hvor alle kendte alle. 

Under en øvelse, hvor stort set alle beboerne er samlet i beskyttelsesrummene, bliver en ung pige fra London brutalt slået ihjel på det tomme torv ved gadekæret. Det er en svær sag for politiet, ikke mindst fordi styrken er decimeret, da en række folk er indkaldt til hæren. Kriminalbetjent Kirk beder Harriet om bistand med lidt efterforskning, og det bliver hendes iagttagelser, der giver den tilbagevendende Peter Wimsey mulighed for at gennemskue, hvad der egentlig skete.

Walsh har tidligere brygget en roman sammen af det fragment, Dorothy L. Sayers lagde fra sig i 1938. Det blev ikke nogen vellykket historie, måske fordi Walsh var bundet til en række forudsætninger, der ikke var hendes egne. Denne gang står hun selv for plottet, og det er blevet helt udmærket.

Man kan have sine tvivl om det rimelige i at genopvække romanpersoner, der forsvandt endeligt for 65 år siden. Men med det (ikke ubetydelige) forbehold er der tale om en god og underholdende skrøne, velegnet til en nostalgisk weekend for alle, der holder af Dorothy L. Sayers' charmerende verden af i forgårs.