Minette Walters: Slangens mønster. Oversat af Hanne Tang efter “The Shape of Snakes” (2000). Samleren 2001. 387 s. 298 kr.

En novemberdag i 1978 dør den et par-og-fyrre-årige Ann Butts. Hun boede alene i et af de halvt forslummede rækkehuse i et proletarkvarter i den smukt beliggende London-bydel Richmond, hun var uden arbejde, og hun led af Tourettes syndrom - en neurologisk sygdom der medfører nervøse trækninger og ufrivillige, ofte voldsomme verbale udladninger. Og så var hun sort (eller mulat, viser det sig). Udadtil en fattig, psykotisk og enlig kvinde, der provokerede naboerne, blandt andet ved at råbe uvelkomne sandheder højt. Hun (og de katte, der var hendes eneste venner) var udsat for grov chikane fra gadens børn og voksne. Og ingen kerede sig om “gale Annie”, da hun en mørk aften ravede åbenbart beruset ned ad gaden. For politiet var årsagen til de alvorlige kvæstelser, obduktionen afslørede, en tilfældig påkørsel. Der var ingen sag at efterforske.

Kun den 24-årige lærerinde M. Ranelagh mente noget andet. Hun blev chokeret, da hun fandt Ann døende, og hun protesterede voldsomt og offentligt mod politiets hastige konklusion, der for hende fremstod som renlivet racisme. Men hendes indsigelser var forgæves, og hun blev selv genstand for naboernes hadefulde forfølgelse. Hendes ægteskab med den godhjertede men ikke alt for fiffige Sam var i forvejen i krise, og hendes adfærd blev selv af hendes mor stemplet som neurotisk og upassende. Hun og Sam fandt dog sammen i et forsøg på at redde forholdet, og det lykkedes gennem 20 år, hvor han arbejdede i en række oversøiske lande. Hun fulgte med, og hun overholdt hans krav om ikke mere at tale om gale Annie. Hemmeligt samlede hun imidlertid gennem hele perioden dokumenter og aktstykker, så hun har et solidt grundlag, da familien i 1999 vender tilbage til England.

Baggrunden er vigtig. November 1978 var en turbulent tid. Der var endeløse uroligheder i England, den sidste labour-regering måtte gå af, og arenaen var dermed ryddet til Margaret Thatchers styre. Yuppie-stilen skulle afløse den udmarvede solidaritetspolitik, der var slået fejl. Ejendomsprisernes himmelflugt og en hastigt voksende social ulighed var indvarslet. Det er et aldeles forandret England, der i 1999 møder ægteparret Ranelagh og deres to næsten voksne sønner.

Mrs. Ranelagh (hvis fornavn aldrig røbes) fortæller historien, iblandet kopier af de breve og e-mails, hun har sendt og modtaget gennem de tyve år. Hvor pålidelig hun er som fortæller, sætter hun selv et spørgsmålstegn ved. En psykolog, hun konsulterede i Hongkong, finder hende temmelig skræmmende. Hun er ikke sindssyg, men “tvangsneurotisk og yderst manipulerende”. Hun citerer erklæringen, og hun lever op til den. Hendes engagement er retfærdighed, men først til allersidst røber hun, hvorfor hun måtte påtage sig den byrde - og i mellemtiden har læseren klart fået demonstreret de elementer af hævn, der også indgår i hendes motivation. I meget minder hun om sin selvretfærdige, bedrevidende mor, som hun ikke har det godt med. Det er nok ikke tilfældigt, at Minette Walters har bosat forældrene netop i Torquay - den idylliske by i Dorset, hvor Agatha Christie var født og hvor hun etablerede sit statelige hjem. Det afspejler måske forfatterens had-kærlighedsforhold til det store forfatternavn i den forudgående generation.

Romanen handler meget om arv. De fleste beboere i slumkvarteret hører til Londons “white trash”. De bærer på uhyggelig social overlevering: Mishandling, omsorgssvigt og alkohol-misbrug er erfaringer fra barndommen, som de giver videre til deres børn. Mrs. Ranelagh véd det allerede fra sit møde med disse børn, da de var elever i hendes skole - og nu tyve år senere kan hun registrere resultaterne. Nogle har frigjort sig fra traumerne og skabt sig en ordentlig tilværelse, andre er mere eller mindre gået til. Hun må efterhånden gøre sig klart, at hun - hvis hun rejser den tyve år gamle sag på ny - antagelig kommer til at ødelægge en skrøbelig fremtidsmulighed for et par af dem, der mest behøver lidt håb (og som har ydet en indsats, så de fortjener det).

Socialrealismen holdes sammen af den fremadskridende opklaring. Læseren får gennem dokumenterne samme mulighed som mrs. Ranelagh for at gennemskue, hvorledes Ann døde - og hvorfor. Sporene er drilske og peger efterhånden på adskillige mulige gerningsmænd, så man venter en del af den scene sidst i bogen, hvor mrs. Ranelagh (i bedste Agatha Christie stil) samler en række mistænkte for at stille sine impertinente spørgsmål, først til den ene, så til den anden. Og så har Walters naturligvis en helt tredje opklaring i baghånden. Mrs. Ranelagh klarer skærene - hun er jo bl. a. blevet voksen i løbet af de tyve år. “Hvis sandheden skulle frem, havde jeg altid haft mere til fælles med de højrøstede rejekællinger end de blodfattige, victorianske damer, som dånede”, siger hun et sted. Den 45-årige mrs. Rane-lagh lever fint op til det forbillede.

En klog roman. Og et brag af en krimi. Anbefales.