Louise Welsh: Revolvertricket. Oversat af Susanne Staun efter ”The Bullet Trick” (2006). Borgen 2007. 362 sider, 300 kr.

Historien fortælles af William Wilson, en mand på 36 år. Han er tryllekunstner og illusionist, han kender knebene, er fiks på fingrene og hurtig i bevægelserne. Alt det er godt, men det er ikke tilstrækkeligt, når han skal underholde et voksent publikum. Selv om de ikke kan gennemskue nummeret, véd de på forhånd, at han snyder dem. Der skal show til, helst også en køn og sexet pige. Og det sørger William naturligvis for.

Succesen er imidlertid ikke nok for ham. William er (som en klog kvinde bemærker) noget af en chancerytter, og det har medført en større gæld til en række bookmakere. Derfor siger han ja, da han fristes med løftet om en rundelig dusør for at stjæle nogle papirer fra en overordnet politimand under en fest i en natklub i London. William løser sin del af opgaven, men tingene går ikke som planlagt.

William må midlertidigt gøre sig usynlig, tilflugtsstedet er en mindre pæn cabaret i Berlin. Her træffer han Sylvie, en nutidens pendant til usalige Sally Bowles (der er faktisk en reference til ”Cabaret”). Sylvie er smuk, forførende, amoralsk og farlig. Vanskelige folk skaber vanskeligheder, og det gør Sylvie, da hun bliver en del af Williams nummer. Illusionen forudsætter, at kunstneren kan få publikum til at se noget andet end det, der faktisk sker, eller at se et andet sted hen, medens det sker. Og den kunst er William ikke ene om at mestre. Atter må han stikke af, hjem til barndommens Glasgow med et fuldtonende nervesammenbrud. Han véd, at han vakler mod afgrunden, men der var ingen grund til at passe på et liv, som ikke var umagen værd.

Og dog. Langsomt finder han tilbage. Han begynder at bore i det, der skete i London, og det går op for ham, at de farlige papirer er det eneste spor i en aldrig opklaret mordsag fra for mange år siden. Så må gøgleren atter gribe til sin kunst for at nå ind til sandheden.

Historien fascinerer fra begyndelsen på trods af, at det længe ikke er til at gennemskue, hvad det hele egentlig drejer om. Krimiintrigen er kun en bihandling. Det er skrevet med energi, prydet med morsomme iagttagelser (Busstationen var blevet renoveret for et par år siden, men ingen havde ulejliget sig med at vedligeholde den siden, og bygningen var i fuld gang med at ryste forbedringerne af sig).

Måske ikke helt på højde med Welsh’s to foregående romaner, men bestemt læseværdig.