Staffan Westerlund: Nedtælling mod nul. Oversat af Søren Vinterberg efter ”0-lösningen” (1994). Fremad 1995. 331 sider, 288 kr.

Westerlund skriver denne gang om "retfærdighed". Han har forlænget nogle uhyggesvangre linier fra nutiden ind i en ikke alt for fjern fremtid. Et ganske skræmmende Sverige viser sig. De systematiske forbrydelser truer - og gernings­mændene er næsten urørlige. Gode folk har i menneskerettighedernes navn sat grænser for politiets arbejde, bevisførelse etc. I det land blev der begået masser af forbrydelser, men der fandtes ikke forbrydere. Kun ulykkelige mennesker. We­sterlunds svar er privat efterforskning. Når undersøgelsen er slut og de nagelfaste beviser samlet, er selve retshåndhævelsen op til myndighederne, med de risici det indebærer: Vidner, anklagere og dommere kan trues, så de ikke tør medvirke til domfældelsen.

Advokat Ingalisa Östergren står bag den nye, private organisation. Den er svaret på de erfaringer, hun har gjort gennem Westerbergs nu otte romaner om hendes opgør med dårligdom i Sverige, hvor mennesker begynder at få svært ved at skelne imellem, hvad de hører om den sydeuropæi­ske mafia, og hvad de ser af svensk politik, i den svenske kreditverden og svensk økonomisk hverdag. Det gælder ikke mindst, da Ingalisas ven og partner Stig Eklund engageres til at gennemgå sikkerheden i et multinationalt medicinalfirma, som (måske) er ved at udvikle vaccinen mod AIDS. Resultaterne trues af en række mord, men er det konkurrenter eller galninge, der - som led i bekæmpelsen af den globale overbefolkning - vil hindre indsatsen mod livsfarlig sygdom?

Det er en blodig roman med en lang dødsliste. Ingen er sarte i valget af midler. Ingalisas førstemand skal således uskadeliggøre et par af skurkens gorillaer. Det sker ved at sprede et falsk rygte om en anden forbryders upålidelighed. Følgerigtigt likvideres den upålidelige. Drabet overvåges og dokumenteres af firmaets folk, der dermed kan servere de grydeklare mordere for politiet. Med ondt bliver ondt fordrevet. Læseren kan have sine tvivl om, hvad der er tilbage.

Westerlund har hist og her i sine tidligere bøger været næsten ubærligt prægtig. Det er der ikke noget tilbage af i denne desperate roman. Det er ikke voldsomhederne, men selve scenariet, der ryster læseren - fordi det er svært at afvise, at en del af det beskrevne kan blive konsekvensen af udviklinger, som er i gang i vore veloplyste, demokratiske lande. Der er ikke meget optimisme at hente. Måske grundlægges her en ny subgenre: Fin de siècle-krimien. 

Komprimeret, provokerende og spændende. Anbefales, uanset at det vel er en mangel i en krimi, at mange af mordene egentlig ikke opklares.

                                                                                                                   Trykt i Pinkerton nr. 56