Michael White: Mediciernes hemmelighed. Oversat af Kirsten A. Nielsen efter ”The Medici Secret” (2008). Cicero 2008. 234 sider, 250 kr.

Den helt unge Cosimo Medici tager i 1410 en aldeles uautoriseret ferie fra sine forpligtelser som arving til faderens internationale bank i Firenze – den virksomhed, der senere kom til at sikre ham ærestitlen ”Pater Patriae” og skaffede hans slægt magten i Toscana med afgørende indflydelse både på den katolske kirke (to af hans oldebørn blev paver) og i en række europæiske stater. Cosimo drager til Makedonien sammen med et par venner fra hans studiekreds om antikkens kunst og litteratur – en kreds, der videreført af sønnesønnen Lorenzo il Magnifico blev et af de vigtige arnesteder for renæssancen. De unge florentinere vil redde nogle uvurderlige manuskripter fra den græske oldtid. Pergamenterne skal efter sigende befinde sig i et gammelt kloster, hvis eksistens er truet af borgerkrigslignende uroligheder. Ekspeditionen bliver efter dramatiske og uhyrlige begivenheder en succes, men de finder en ting mere, nemlig det, der i eftertiden hviskes om som ”Mediciernes hemmelighed”. Mange berømte mænd har gennem de følgende århundreder kendt eller anet mere eller mindre af sandheden, og de har så lagt indviklede ”spor” ud. Nogle har villet sikre, at den farlige kundskab gedulgt kunne overleve indtil en eftertid, der var moden til at kende den, andre har villet gøre deres for, at den, der søger efter hemmeligheden, ender på håbløse vildspor.

Det er romanens ene historie, og den er fortalt med rundhåndet brug af kulørte effekter og velplacerede chok. Det er dog en alvorlig svaghed, at det aldrig rigtig bliver forklaret, hvorfor de, der vil beskytte hemmeligheden, gør det på så indviklede måder. Skjulte noter i hemmelige dagbøger. Uigennemskuelige kryptogrammer. En antydning, gemt i bittesmå detaljer i et maleri, således at ”budskabet” kun kan aflæses i en bestemt belysning. Løsrevne hentydninger i en inskription, der tilsyneladende handler om noget andet. Paradoks efter paradoks.

Kapitlerne om Cosimos rejse og om begivenhederne i de følgende århundreder veksler med beretningen om en efterforskning, som foregår i nutiden. Mystiske ting er dukket op under nogle videnskabsmænds undersøgelse af Medicislægtens grave i St. Lorenzo-kirken i Firenze. Den smuldrende mumie, der skulle være de jordiske rester af Cosimo, indeholder en lille plade med sære egenskaber – men pladen bliver hastigt stjålet, da den ledende videnskabsmand myrdes. Skurken bag drabet er en afsindig milliardær, der brænder af had til den dekadente vestlige civilisation. Han véd en del om hemmeligheden, antagelig fra korrupte embedsmænd og omhyggeligt bestukne agenter fra alle lejre. Han forventer, at den fulde sandhed vil være til nytte i hans planlagte korstog mod moderniteten.

Hans modparter er et par begavede unge mennesker, den smukke Edie Granger fra forskerholdet i Medici-kapellet og hendes ungdomsven historikeren Jeff Martin. Også de har forbindelser at trække på, men det bliver hurtigt farligt at være i deres nærhed. Milliardærens lejemordere slår til adskillige gange. Det er i lange passager ganske spændende, tempoet er højt, troværdigheden mere beskeden.

Det hele kan måske bedst karakteriseres som ”Indiana Jones møder Robert Langdon”. Hvis man opfatter det udsagn som en anbefaling, vil man formentlig få fornøjelse af romanen. Ser man omvendt beskrivelsen som en advarsel, er man på linje med nærværende (mavesure?) anmelder.

Dobbelt skuffende, for jeg greb faktisk fat i romanen, netop fordi den handler om en af den europæiske kulturhistories mest interessante familier.