Robert Wilson: Den blinde mand i Sevilla. Oversat af Mich Vraa efter ”The Blind Man of Seville” (2003). Lindhardt & Ringhof 2006. 464 sider, 299 kr.

Romanens hovedperson er kriminalinspektør Javier Falcón fra drabsafdelingen hos politiet i Sevilla. Han er en mand midt i 40’erne, nyligt fraskilt og sært ensom, tilsyneladende uden venner, kun med et par søskende, der ikke står ham særligt nær. Han bor alene i et stort hus, som har tilhørt hans to år før afdøde far, en internationalt berømt maler, der er repræsenteret i alle større museer.

Falcón leder efterforskningen af drabet på en fremstående forretningsmand, der ikke var kræsen i sine metoder. Den døde sidder bundet til en stol i sit arbejdsværelse, åbenbart tvunget til som det sidste i sit liv at se en video med et eller andet skrækindjagende – hans øjenlåg er med kirurgisk præcision skåret af. Sporene er få, og den efterladte hustru er ikke meget meddelsom. Et par yderligere drab støder til, medens kriminalfolkene udsigtsløst slider sig igennem rutinerne.

Falcón fornemmer stadig stærkere, at det ikke blot er en professionel udfordring, men en helt personlig sag. Det er ham, der er gerningsmandens egentlige mål, eller måske rettere hans berømte fars søn. Falcón mener, at han stod faderen nær, men han har aldrig ryddet op efter ham. Han har ikke – som faderen ønskede i sit testamente – tømt atelieret og brændt udkast, skitser og papirer. Nu åbner han den låste dør og tager faderens dagbøger frem.

Det bliver kvæstende læsning. Om en mand, der begyndte som rå soldat i den franske fremmedlegion, gjorde Francos blodige oprør med og siden deltog i den spanske brigade, der supplerede de nazistiske styrker på anden verdenskrigs østfront. Efter hjemsendelsen slog han sig sammen med en bekendt, og sammen stod de for en række lukrative, men groft ulovlige forretninger med base i det dengang internationale Tanger. Den makker kan ikke godt være nogen anden end det første mordoffer. Sideløbende tog han maleriet op, hvor hans berømmelse især kom til at hvile på fire geniale studier af Falcóns tidligt afdøde mor. – Et liv i brutalitet, svindel og bedrag fastholdes minutiøst.

Alt det er nyt for Falcón, og afsløringerne er forståeligt nok belastende for hans nerver. Han henvises til en psykolog, og hans foresatte beordrer ham på sygeorlov, nok mest fordi han som led i sine undersøgelser er begyndt at bore i finansieringen af de forretninger, som to af drabsofrene og en række celebre borgere havde gang i omkring verdensudstillingen i Sevilla. Falcón holder imidlertid fast i sagen, som ved hans fortsatte læsning i dagbøgerne efterhånden løser sig.

Wilson har opnået international berømmelse, bl.a. på grundlag af denne roman. Det er ikke helt forståeligt. Falcón overbeviser ikke. En politimand med hans erfaring og baggrund må have lidt mere hård hud på sjælen. Han beskrives tidligt som en realistisk mand: Det opdigtede havde aldrig virket på ham. Han havde altid set igennem de konstruerede påfund og lagt afstand til det påtvungne engagement, og han havde aldrig fældet en eneste sentimental tåre, hedder det. Det er en beskrivelse, der svarer til hans karriere, men den harmonerer ikke med hans etapevise sammenbrud, da fortiden og mordenes brutalitet overvælder ham.

Temaet er på overfladen selve synsevnen. At se tingene, at gennemskue dem. Maleriets leg med beskuerens oplevelse. Pressen, der (under Falcóns protest) døber den ukendte seriemorder El Ciego de Sevilla (jfr. romanens titel). Den kvindelige psykolog, der er næsten blind, men kan føle sig frem til en del. O. s. v. Det opleves som forkrampet symbolik, når det, der i virkeligheden er på spil under overfladen snarere er fortrængt homoseksualitet og mere end en antydning af pædofili.

Dertil kommer, at det omhyggeligt konstruerede plot ved nærmere eftertanke er temmelig langt ude: Drabsmandens motiv er overbevisende nok, men hans valg af reaktion på en fortidig uret er aldeles absurd. Det hele er endelig fortalt så omstændeligt, at det er svært at holde koncentrationen under læsningen af de mange, mange sider. En trøst er dog adskillige skarpe vitser (f. eks. en beskrivelse af et værelse, hvor møblerne så ud som om de var søgt ind på hotellet for at komme væk fra en voldelig ægtemand). På plussiden skal også nævnes en forelsket beskrivelse af byen Sevilla.

Til gaden og til gården.