![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
|
||||||
|
L R Wright: Et strejf af panik. Oversat af Anne Ryden efter “A Touch of Panic” (1994). Klim 2000. 260 sider, 285 kr. |
||||||
|
Laurali Wright er en af de mange forfattere, der skriver på grænsen mellem spændingsroman og “almindelig” sædeskildring - hun gør det bare bedre end de fleste. Få effekter, beskedent ydre drama, “kun” intim forståelse af de mennesker, hun skildrer mesterligt. Det er simpelthen vrøvl, når forlaget på omslaget bruger vendinger som “psykologisk thriller” og “gruopvæk-kende forbrydelser, som danner plottet og forløbet i bogen”. Det kan kun tjene til at skræmme de læsere bort, der ville glæde sig over historien. Og lokke andre læsere, som antagelig vil føle sig snydt. Der er ulmende suspense i beskrivelsen af det lille samfund ved Canadas vestkyst, hvor kommissær Karl Alberg sørger for lov og orden – og privat strider med at etablere et samliv med den meget selvstændige bibliotekar Cassandra Mitchell. Der er også kriminalitet, især kidnapningen af Cassandra, da en charmerende, men afsporet overbibliotekar forser sig på hende. I sidehandlinger lurer både mordet på en pusher og bortførelsen af et par børn i forbin-delse med en skilsmisse. Og gennem hele historien sniger mekanikeren Ronnie sig ind i husene, samler viden om de mennesker, der bor der, og stjæler måske en smule eller rydder op, hvis beboerne ikke selv har kunnet finde ud af det. Alt det er krimistof, men der er ikke tale om opklaring i traditionel forstand. Wright fortæller ikke om afprøvning af alibier, undersøgelse af tekniske spor, DNA-profiler o.s.v. Forløbene udvikler sig, nogle finder en slags afslutning, andre vil fortsætte. Som i de foregående Alberg-historier. Incitamentet er som sagt den kloge afdækning af små sprækker i menneskers personlighed. Det, som i værste fald kan blive vold og overlast, men til daglig blot er skjulte motiver, som kun for den meget opmærksomme røber sig i umiddelbart uforståelige handlinger, trivielle misforståelser eller almindelig irrationalitet. Wrights force er den tyste underdrivelse, meget beror på det uudsagte i banale replikker. Det er kun bortføreren, der skildres traditionelt: En klassisk psykopat, hvis egocentriske vanvid er skjult under en nobel overflade. Han inspirerer til sidst Alberg til et kontant nævestød – det er det nærmeste romanen kommer en traditionel politihistorie. En stilfærdig, lidt vemodig bog. Dygtigt fortalt i sin helt overbevisende realisme. OK - et par gange undervejs keder man sig lumsk, men man træffer så sandelig gerne Alberg og Cassandra igen
|
||||||