Frank Egholm Andersen: Den nordiske femikrimi. Bogforlaget Her og Nu 2008. 199 sider, 275 kr.

Der er skrevet og skrevet om det sære begreb “femikrimi” - men hvad dækker det egentlig? Og er der en speciel “nordisk” variant? Drejer det sig - som undertitlen spørger - om læbestiftslitteratur eller fornyelse af en genre?

Frank Egholm Andersen har sat sig for at svare på spørgsmålene. Det sker ved kapitel for kapitel at analysere eksempler fra en række romaner fra de seneste 25-35 år. Se på typerne og temaerne, overveje relationerne til anden (kriminal)litteratur, undersøge hvorledes romanerne forholder sig til en række begreber og figurer, etc.

En “femikrimi” er jo i al fald en roman, skrevet af en kvinde, med en historie om, hvordan en kvindelig detektiv opklarer en forbrydelse. Sådanne bøger er imidlertid blevet skrevet fra spændingsgenrens tidligste barndom, dengang oftest sådan at den kvindelige hovedperson var temmelig naiv (“Had I but known” var en hyppig replik, der sommetider bruges til at karakterisere romantypen). I 1970’erne skete der så noget. En række fortrinlige amerikanske forfattere af hunkøn tilranede sig det hårdkogte koncept fra Hammett, Chandler og Ross MacDonald, men brugte en kvindelig privatdetektiv i hovedrollen. Og hun var så barsk, insisterende, ensom og rapkæftet som nogen mand. Kom det til sex, var det hende, der tog initiativet. Mænd blev set, som kvinder havde været set i årtiers romaner (Morelli var i forvaskede cowboybukser, der markerede en imponerende pakke foran og statens bedste røv bagpå, citeres fra en af romanerne).

Sådan blev det ikke, da subgenren kom til Skandinavien. Her spindes to historier sammen: Krimiplottet og den private historie om “femidetektiven”. Hun kæmper både mod forbrydelsen og for løsningen af egne problemer. Og de problemer stammer typisk fra den banale hverdag. Hun er splittet mellem karriere og familie, hun er et “offer”, klemt mellem bleskift, grædende småbørn og en forurettet ægtemand. Hun har et farefuldt job, men hun skal samtidig være sårbar og feminint skrøbelig. Det sidste illustreres hyppigt ved, at hun henter sig alvorlige skrammer efter dumdristigt at have kastet sig ud i et farligt stunt i jagten på misdæderen (lejlighedsvis med en naivitet, der leder tanken hen på de klicheer, der som nævnt kendetegnede kvindelige hovedpersoner i forne tider). Romanerne bærer tit et budskab, og det er i den “ægte” femikrimi et kønspolitisk budskab. Femikrimierne hører til feminismens aktuelle kampskrifter. De bygger på en idé om, at psykiske og samfundsmæssige strukturer altid er sammenvævet med vores måde at strukturere køn på, skriver en litteraturforsker. Derfor er romanens forbrydelse typisk forbundet med køn og mænds dominans over kvinder.

Alt det er gode iagttagelser - men det er groft generaliserende. Egholm Andersens signalement passer på en svensk forfatter som Liza Marklund og på de kolleger, der er gået i hendes fodspor. I Danmark har de kvindelige forfattere snarere lagt vægt på at beskrive en hovedperson, der voksent konfronterer de problemer, som hun - som alle andre - møder undervejs. Nogle af hendes vanskeligheder har at gøre med traditionelle forestillinger om kønsroller, der jo sidder fast. Der er fortsat vitterlige forskelle på, hvordan kvinder og mænd forventes at tackle udfordringer. Det er antagelig korrekt, at mænd oftere end kvinder holder sig til at observere og ræsonnere, medens kvinder også har følelserne med. Og det betyder en kønsbestemt forskel i fremgangsmåden, når hovedpersonen er en detektiv, der skal løse en gåde.

Det er imidlertid næppe her, man skal finde forklaringen på, at nordiske “femikrimier” skiller sig fra den anglo-amerikanske model. Snarere er der tale om noget tidsbestemt. Engholm Andersen fremhæver med rette, at de barske amerikanske romaner om ensomme ulvinder dukkede op i kølvandet på ungdomsoprøret og de mange øvrige mere eller mindre barske opgør i 1960’erne. I Skandinavien var realiteten længe, at der kun var få kvinder, der skrev spændingsromaner. Det forhold ændrede sig i 1990’erne i Norge og Sverige (i Sverige ikke mindst som følge af en målrettet indsats fra den kreds af krimifreaks, der er samlet om tidsskriftet “Jury” - der blev afholdt kurser for kommende kvindelige krimiforfattere, nedsat støttegrupper og indstiftet en særlig pris etc.). Danmark kom med lidt senere, men fra årtusindskiftet har en håndfuld kvinder også herhjemme bemægtiget sig pladser i genrens førerfelt.

Her begynder Egholm Andersen imidlertid at få problemer. Kirsten Holst seneste to krimier har en kvindelig detektiv i hovedrollen. Men hun dømmes ude af sammenhængen - Kirsten Holst skriver i den hårdkogte og ironiske tradition og er ikke i gang med at bryde nye veje sammen med sine nordiske kolleger. På samme vis går det Gretelise Holm, hun anvender krimiens mønster … til at blåstemple egne politiske budskaber. Og dette i en sådan grad, at det er svært udelukkende at regne (romanerne) for femikrimier… Hendes politiske budskaber er ikke kønspolitiske (en bemærkning, som antagelig vil undre Gretelise Holm). Anna Grue tages vistnok med på holdet, hvilket er lidt forbløffende, da “detektiverne” i hendes ny serie er to mænd. Inger Wolf nævnes ikke, men også hun har jo en mand i hovedrollen. Tilbage af det danske førstehold bliver kun Elsebeth Egholm, Sara Blædel og (med visse reservationer) Susanne Staun. Så det er ligeved, at Danmark falder ud af Egholm Andersens begreb om “den nordiske femikrimi”!

Det er korrekt, at der er mange synsvinkler og handlingselementer, som går igen hos de kvindelige forfattere (og - som Egholm Andersen er fuldt opmærksom på - også hos en del forfattere af hankøn). Forklaringen er imidlertid nok mere jordnær, end Egholm Andersens analyser vil pege på. Spændingsgenren er i bund og grund kommerciel. Salgssucceserne for Anne Holt og Liza Marklund var inspirerende. De danske forlag spejdede efter hjemlige forfattere, der kunne levere det samme. Gretelise Holm har åbenhjertigt fortalt, at det var hendes forlagsredaktør, der satte hende i gang med serien om Karin Sommer. Et par “femikrimier” med store oplag avler mange “femikrimier” i den kommende sæson. Akkurat som Dan Browns hit er blevet fulgt op af en sværm af romaner, baseret på forrykte konspirationsteorier. Sådan har det været i hele spændingslitteraturens historie (og vistnok også i andre genrers historie). Det interessante og glædelige er, at en del af de nye romaner ikke er blege epigoner men fortrinlige krimier. Og den vrisne kritik, som Lars Bukdahl og andre skønånder har hidset sig op til - der mangler jo avancerede sproglige eksperimenter etc. - kan følges til dørs. For som Egholm Andersen så befriende præcist skriver: Hvad enten femikrimiforfatterne kan skrive eller ej, så kan de i hvert fald læses.

Tiden er kommet til at skrotte etiketten “femikrimi” (eller kun at bruge den på samme upræcist karakteriserende måde som f. eks. udtrykket “drengerøvsroman”). Vistnok på tværs af Egholm Andersens sigte er det den konklusion, som undertegnede udledte af hans bog. Hvilket ikke på mindste måde skal fordunkle, at den med sine mange gode nærlæsninger tilbyder fin inspiration til at læse videre og finde frem til god og nærende spænding.