![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
|
||||||
|
Anders Hammarqvist & Johan Wopenka: Sorterade mord. Jurybibliografier från B till T. Jury 2001. 133 sider. |
||||||
|
Den, der først er bidt af et forfatterskab, får hurtigt behov for bibliografisk bistand. Selvstændige bøger kan man vel finde frem til, i al fald hvis de er oversat til ens eget sprog. Men bidrag i antologier, aviser og ugeblade er sjældent registreret. Vanskeligheden bliver endnu større, når der er tale om krimier. Det er stadig krimiens skæbne, at den anses for triviallitteratur og derfor som regel forbigås i tavshed i mere ambitiøse og prestigesøgende værker. Skønt behovet er så meget større, som netop den lidt uglesete undergrundslitteratur har det med at gemme sig de særeste og mest uventede steder. Krimikenderne Hammarqvist & Wopenka har gennem årene har gjort en betydelig indsats for adskillige forfattere. Resultaterne har været publiceret i det svenske krimitidsskrift Jury. Makkerparret har nu samlet og opdateret ni af disse bibliografier, og dertil er føjet seks, som ikke tidligere har været offentliggjort. Det er blevet til en lille bog på 133 sider, inclusive et titelregister, der dog kun omfatter syv af de femten forfattere. De ajourførte oversigter vedrører primært guldalderens store navne (Dickson Carr, Christie, Hammett, Ellery Queen, Rawson, Sayers og Simenon - man spørger uvilkårligt sig selv, hvor Chandler blev af), suppleret med to nyere forfattere (Rendell og Staalesen). De nyskrevne rummer omvendt kun et par klassikere (Blake & Trenter), men til gengæld gode aktuelle navne (Dexter, James, Lovesey og Turéll). Hvert forfatterskab karakteriseres helt kort, så følger listen over de bøger, vedkommende har udgivet (originaltitel (eller -titler) og angivelse af evt. svensk oversættelse). Derpå oversigt over bidrag til antologier, ting der har løbet som føljeton i andre medier, etc. Resultatet synes pålideligt, selv om forfatterne på forhånd erkender, at der antagelig kan føjes ting til - det vil ske ved notitser i Jury og i deckarbiblioteket i Eskilstuna. Som dansk læser er det selvsagt ikke muligt at bidrage med oversete, skæve svenske publiceringer, men det er godt nok at få opregnet indholdet i samlinger af short stories, hvor svenske såvel som danske forlæggere ofte har ment sig beføjet til at udelukke noget fra originaludgaven og føje andet til. Overraskelserne er mange. Således bildte undertegnede sig ind så nogenlunde at have styr på, hvad Gunnar Staalesen har skrevet om Varg Veum. Og deri - ser jeg nu - tog jeg ganske fejl. En beskeden bog - med god inspiration og anvisning på, hvor man kan finde tingene.
Trykt i Jury 2001, nr. 3 (tillæg med Deckarkatalog)
|
||||||