Bo Tao Michaëlis: Verdens 25 bedste kriminalromaner. Rosinante 2001. 114 s. 149 kr.

Bøger på dansk om kriminallitteratur er sjældne. Allerede derfor er den foreliggende udgivelse velkommen. Selv om projektet selvsagt er umuligt. Hvad er de 25 “bedste”? Naturligvis savner man noget - for undertegnede er det sælsomt, at f. eks. Ed McBain, Ross MacDonald og Dick Francis ikke er med. Vi er alle sammen berettiget til at have favoritter, og det er nemt på det grundlag at anfægte andres prioritering. Det skal ikke gøres her. Bo Tao Michaëlis betoner i forordet - der altid i en essaysamling af denne art bliver en undskyldning - at der er tale om personlige valg. Og det er faktisk godt nok.

Bogen er især blevet en bred præsentation af, hvad spændingsgenren blev brugt til i 1900-tallet. Detektivfortællinger, politiromaner, psykologiske thrillers, historisk krimi og agenthistorier - alle typer er med. Og det er som sagt cremen, der præsenteres. Der skrives et lille essay på fire sider om hver af de udkårne, ofte med en pointering af, hvorledes netop denne bog betød et nybrud, en ny vej for genren. Flere steder foreslås en ny tolkning af en velkendt tekst. Første afsnit handler (en smule krukket måske, men forfatteren er jo i privatlivet lærer i oldtidskundskab) om Sofokles’ skuespil om Ødipus, der giver anledning til en morsom analyse, som sår tvivl om, hvorvidt Ødipus nu også var den skyldige! På samme måde lægges Conan Doyle på dr. Freuds divan, når historien om “Det brogede bånd” vrides igennem en moderne, psykologisk læsning. Fornøjeligt - om end i sidstnævnte tilfælde nok lidt langt ude.

Det er gennemgående, at Michaëlis går i rette med de kolleger i anmelderkorpset og litteraturvidenskaben, der kun har foragt til overs for “triviallitteratur”. Krimien har ofte været det medium, der kunne, hvor andre afstod. De budskaber, som måtte forties på avisernes forsider, kunne krimiforfatteren aflevere under dække af, at det jo blot er et kulørt eventyr. Det kan i den sammenhæng undre, at Michaëlis ikke bemærker, hvordan Ellery Queen i “Den nihalede kat” fra 1949 - der med rette er med som en af de 25 - ikke blot konfronterer amerikansk bigotteri, men også gør op med det massehysteri, som eftertiden har forbundet med McCarthy-epoken.

Generelt påpeges, at der i de gode krimier står alvorlige sager på spil. Dashiell Hammett skrev med “Malteserfalken” ikke blot en spændende historie. Det handler også om “at sætte sig nogle mål, rigtige eller forkerte, og så leve efter dem, også selvom det betyder, at du går glip af en umiddelbar gevinst”. Raymond Chandler gik i “Lillesøster”(1949) til angreb på et par af amerikanernes mest værdsatte myter, og det samme gjorde Patricia Highsmith i “Tom Ripleys talent” (1955). Det var ikke mindst i den tids krimier, der blev sat spørgsmålstegn ved koldkrigstidens éndimensionale verdensbillede. Noget tilsvarende præsterede James Crumley i 1978 med “Det sidste gode kys”, nu en demaskering af de idealer, som blev prædiket under Vietnamkrigen. Og Umberto Eco slog i 1980 “et solidt og overbevisende slag for at lukke krimien ind i litteraturens bibliotek”.

“Verdens 25 bedste kriminalromaner” rummer næppe de store overraskelser for genrens kendere - omend de hyppigt provokerende læsninger nok kan give blod på tanden til ny fordybelse i velkendt stof. Til gengæld er den en oplagt gavebog til venner, der endnu ikke er faldet for krimiens tilbud om god spænding.