Lars Ole Sauerberg: Men det begynder altid med en hovedperson. Om Leif Davidsens forfatterskab. Lindhardt og Ringhof 2006. 301 sider, 299 kr.

Leif Davidsens romaner er blevet bestsellers – og det har de fortjent. Det skyldes ikke blot elementært spændende handling eller begavet analyse af en række af de seneste årtiers storpolitiske problemer. Der er også tale om effektive forfattergreb, gennemtænkt brug af genrekonventioner og snedig iscenesættelse. De ting bringes på plads i Sauerbergs monografi. Den indledes med en kort præsentation af Davidsens karriere og af den politiske spændingsromans udvikling, men hovedparten af bogen (i alt 210 sider) er helliget en minutiøs gennemgang af Davidsens foreløbig ni romaner og af hans få noveller. Det er både en kyndig litteraturprofessors afdækning af teknik og metode i forfatterskabet og en begejstret læsers fremlæggelse af de ting, der har fascineret ham. En række gode iagttagelser og præcise karakteristikker, og en stærk inspiration til at (gen)læse bøgerne. Man lærer en hel del mere af Davidsens univers. Mange af os har nok en temmelig konfus fornemmelse af det meget, der har vendt op og ned på verdensbilledet fra for femogtyve år siden. Også her kan Davidsens romaner (gerne med Sauerbergs diskrete pædagogik i baghånden) hjælpe til at finde nogle linier i den kaotiske udvikling.

Der er ikke mange bøger på dansk om spændingsgenren eller dens forfattere. Modsat traditionen i USA og til dels i England, hvor krimier naturligt indgår i det stof, som universiteter og litterater befatter sig med. Så meget mere glædeligt er det, at vi nu kan læse os klogere på, hvad det er, der fanger os hos en af vore fremmeste forfattere på feltet.

Så kan man ikke lade være med at hæfte sig ved den nedadsmøgede anmeldelse, der blev bogen til del i Berlingske Tidende den 9. december 2006. Per Krogh Hansen havde fået rigelig spalteplads. Den blev for størstedelen brugt til at fastslå, at her er tale om en overflødig bog – den litteratur, hvis mangel på kunstnerisk værdi der overhovedet ikke kan være tvivl om… skal blot udelukkes af litteraturhistorien. Og dernæst forekommer det den kræsne anmelder, at Davidsens læsere generelt ikke har den store interesse i denne type tekstgennemgange. Her affejes både Davidsen, Sauerberg og de lidt indskrænkede personer, der læser ham. Det sker så at sige forlods og uden nærmere argumentation – hvilket er så meget mere påfaldende, som genrens placering på det litterære kort netop er en af de ting, Sauerberg gør meget ud af. Til dels i forlængelse af den debat, som Davidsen for et par år siden forgæves søgte at rejse, kun for at møde arrogant afvisning fra ”den smalle litteraturs” tempeltjenere. Skønt alle burde kunne enes som Sauerbergs fornuftige udgangspunkt: Genrekonventioner er i sig selv værdineutrale, som et sprogs grammatik er det, eller en toneskala i musikken.

Man har unægtelig lyst til lige så perfidt at svare, at Krogh Hansen kan trække sig tilbage sammen med de højst 29 købere af en udsøgt digtsamling af et smålys fra Borums forfatterskole. Den kan de så analysere uden fare for foruroligende indspark fra virkeligheden. Vi andre – de mere end 100.000 læsere af Davidsens seneste roman – har fået tilbudt en god vejledning til fornyet fordybelse i et forfatterskab, som gør sin læsere lidt klogere på den verden, vi er fælles om. Og det har vi grund til at være taknemmelige for.

Anbefales.